En åben låge i et ellers lukket hegn

Indlægget er skrevet af: Mikkel Lykkeberg Kiil

Hvorfor er et mål i sig selv, et spørgsmål. Det er ikke et læringsmål, men du kan lære noget af at stille det. Du kan lade modparten vide, du interesserer dig for det emne, den problematik eller den situationen, hvormed spørgsmålet indgår.
Hvorfor fastholder os i et ønske om at undersøge noget, tage stilling til det, og lade den nære omverden vide, at dette inspirerer os. At opsøge svar, at åbne dig for omverdenen og verdenen for dig.

Ordet runder undervisningsbegrebet af og står som en værdi for vores ønske om at tage vare på og pleje et barns opvækst, udvikling og dannelse, samt fagenes og en skoles formål. Hvorfor har en pædagogisk og menneskelig dimension. Vi er opdraget til at stille spørgsmålet hvorfor og ud fra det svar, vi får, tolke og lade os inspirere til at komme videre, springe rammerne, opdage nye perspektiver, skabe ny og anderledes undervisning eller måske stille et nyt hvorfor.

Hvorfor skal jeg lære det her, runger det gennem klassen, når børnene prøver at finde mening med faget, med skolen, med livet. Ja, hvorfor bliver her en del af det pædagogiske paradoks.

“Vi skulle blive til noget, til nogen”
– Pierre Anthon (fra bogen ”Intet”)

Hvorfor stilles af den undrende lærer/elev, den kritiske medborger og af mennesket, som prøver at forholde sig til og forstå sine omgivelser. Hvorfor er at kunne fungere sammen med individets omgivelser, at tage vare på hinanden, på os, på dem, på det. Hvorfor er medlidenhed.

“Hvis du siger, at der ikke er forbindelser mellem mennesker, at de sejler forbi hinanden som skibe, kipper med flaget og er væk, så ved du det ikke. For dér, hvor vi elsker, dér griber vi dybt ind i hinandens liv.”
– Johannes Møllehave

Hvorfor er underdrivelse af mig og Jeg´et. Hvorfor er interesse for hinanden, hver anden, de andre, dem.

Hvorfor handler om overskridelse, overskridelse af os selv, vores forudindtagethed, frygt, dogma og liv.

Hvorfor er søgen efter en årsag, en mening. Hvorfor behøves ikke besvares. Hvorfor er søgen, hvorfor er undren. En undren hvori vi finder mening, en søgen som indrammer vores liv, eksistens og ønsket om svar. Svar som stiller os overfor et nyt hvorfor og en ny undren.

“There is always the question why
And there is always life,
Which doesn’t need an answer.”
– Dejan Stojanovic

Hvorfor er faglighed og viden, men ikke paratviden. Hvorfor er fordybelse og undren.

Hvorfor undrede Niels Bohr sig, da han så bevægelser og lys fra kerneatomet, ligesom eleven stilles overfor ordet hvorfor, når et forsøg udføres i naturfag og fysik/kemi,…..og det måske ikke lykkedes?

Hvorfor undersøger på samme tid matematikkens under, åbner døren til en verden af kemi, studerer verdens byggesten og de atomer vi er opbygget af. Hvorfor er spørgsmålet om hvem vi er, hvad vi er, hvor vi er og hvor vi kommer fra, hvorfor vi er til?

Man kan lære meget ved at være fysiker, muslim eller kunstmaler, men man kan aldrig bringe alt dette på en enkel formel.
– Niels Bohr

Hvorfor”, spurgte Hemmingway, da han ønskede at forstå det mareridt og den menneskelige natur, som lå bag uhyrligheder og inhuman adfærd overfor sine næste under den spanske borgerkrig. Ligesom eleven stilles overfor ordet hvorfor, når klassen bliver kontekst for en dialog over menneskets eksistens, natur, etik og moral.

Hvorfor“, spurgte Voltaire sig, da han så på kongernes og kirkens uindskrænkede magt under enevælden og ønskede tolerance i stedet for tyranni, den frie tanke, frihed for individet, ligesom vi i skolen lader eleverne tage stilling til forhold om retfærdighed, begivenheder, etik og samfundsstrukturer.

Der eksisterer ikke noget større forbillede end dette, der lærer os, at vi skal være tolerante i vores uenigheder og ydmyge, når vi står over for noget, vi ikke forstår.
Francois de Voltaire
Hvorfor er opgør med totalitære normer og styring.

Hvorfor lader os opsøge hvor vi er kommet fra, hvorfor verden er, hvorfor vi har udviklet os i den retning vi har, og blevet til det vi er i dag. Hvorfor er overvejelse over, hvor vi er på vej hen. Hvorfor undersøger spørgsmål om liv, eksistens, samfundsforhold og sammenhænge. Hvorfor er tilbageblik, at se nuet, at se fremad.

Hvorfor er vores forsøg på at begribe begivenheder, tilværelse og eksistens gennem sprog og kommunikation, med vores sanser, i fællesskab, med hver anden, hinanden.

Hvorfor er ikke målrettethed, men måske i højere grad målløst, ja måske endda at være målløs over noget? Hvorfor er ikke bevægelse, men at blive bevæget. At bevæget andre.

Hvorfor er hvad, hvor, hvordan, hvilke, hvem, hvad og hvorhen? Hvorfor er et spørgende stedord. Hvorfor er dannelsens tilegnelse og livets oplysning.

Hvorfor er skolens fremmeste opgave, at åbne døren til en verden af fænomener, oplevelser, kultur, viden, sammenhænge og kundskaber? Lade eleverne gå på opdagelse i den verden, de er en del af, den historie, som har skabt dem og den verden de er med til at skabe. Demokrati, enhed og fællesskab er skolens kontekst, tolerance målet og midlet er indsigt, forståelse, viden og kundskaber.

Følg de mennesker,
der søger sandheden,
flygt fra dem,
der har fundet den.
-Václav Havel.

Hvorfor er udvikling og stilstand.
Hvorfor er åbent ikke lukket.
Hvorfor er kritik ikke accept.
Hvorfor er at bryde frem, bryde ud, bryde igennem…bryde ind?
Hvorfor er oplysningens bidrag til dannelse.
Hvorfor er en åben låge i et ellers lukket hegn.

 

Når vi kløjs i dannelse

Indlægget er skrevet af Charlotte Birk Bruun, @CharlotteBirk

I løbet af det seneste halve år, er dannelse lidt blevet det nye sort. Der er konferencer om dannelse, politikere og meningsdannere taler om dannelse, og nogle er ved at have fået dannelsesbrok. Men hvad er det der dannelse egentlig for noget? Brian Degn Mortensen beskrev på fineste vis den tradition for dannelse, vi har haft i Danmark i sit indledende indlæg. Mange vil, når de hører ordet dannelse, tænke noget med snobbet kultur og overartikulerede vokaler. I en pædagogisk kontekst er dannelse dog noget helt andet, og det førnævnte er det, man kalder dannethed. Andre ligger inde med en opfattelse af dannelse som noget med bedaget rundkredspædagogik, hvor man ønsker sig tilbage til det talte ord, naturen og nationalromantiske værdier, og hvor alt fremskridt er noget der skal undgås. Begge opfattelser er misforståelser.

Dannelse, forstået som Bildung, er måske nok en gammel traver, men den er stadig aktuel. Dannelse er noget, vi alle besidder, det er ikke et specifikt indhold, det er selve vores ageren med verden. Filosoffen Heidegger taler om, at vi er kastet ind i denne verden sammen med andre. Helt fra starten af er det lille menneskefoster en del af et andet menneske, af en familie, af en kultur, af forventninger og handlinger. Dette er med til at danne os som individer. Vores institutioner, vuggestue, børnehave, skole, fritidshjem, foreninger er med til at bygge videre på denne dannelse. Det vi møder, er simpelthen med til at danne os. Ingen store overraskelser der.

Kierkegaard taler om, at vi på en gang er os selv og slægten. Med det mener han, at vi både er os selv, som i helt vores egen, samtidig med, at vi også er vores omgivelser, og vores omgivelser også er os. Alle der har stået og kigget ind i deres førstefødtes øjne for første gang, har opdaget, at de der har mødt et væsen, som er helt sin egen. Et væsen med vilje, tanker, følelser og behov, som vi nok har forsøgt at opdrage og tilpasse, men som i høj grad også har ændret os. Ingen bliver født uden de på en eller anden måde får sat deres aftryk i verden, selv det dødfødte barn påvirker sine omgivelser. Vores valg og handlinger påvirker kommende slægter, lige såvel som de påvirker vores nutidige medmennesker. Samtidig er vores handlinger også påvirket af de valg, der er taget forud af vores forfædre, eller bevares andres forfædre, ligesom de påvirkes af det, der er omkring os. Al den påvirkning kan godt blive lidt overvældende, og det kan være svært at finde ud af, hvornår man træffer egentlige valg, og hvornår man bare gør det, man er påvirket til at gøre.

Den gamle græske filosof Aristoteles taler om, at der findes tre former for viden:

Techne, den praktiske viden, handler om færdigheder, evnen til at kunne udføre færdighedsregning, afkode ord eller udføre specifikke dansetrin, er sådanne færdigheder. Færdigheder som kan være mere eller mindre vigtige alt efter ens livssituation. Tidligere var dans en vigtig del af den sociale interaktion, i dag er det en færdighed, der er mindre vigtig.

Episteme, den objektive viden, handler om det beviselige, historiske fakta og tidslinjer, geografiske data, biologi og matematiske formler, alt det vi i dag googler os frem til, og som vi prøver at forstå, er objektiv viden.

Fronesis, fornuften, handler om evnen til at kunne handle med begrundelse. Alle tre vidensformer er vigtige, men fornuften er nok den sværeste at kultivere og helt sikkert umulig at måle. Nogle kan finde på at oversætte fronesis til handlekompetence, men derved vil man skabe en illusion om, at fornuft er en færdighed, en kompetence, som man kan have eller ikke have, altså noget målbart. At handle med fornuft betyder i følge Heidegger, at man rører ved angsten for at træffe forkerte valg. Vi kan ikke træffe et egentligt valg uden også at vælge en masse andre muligheder fra. Dette er ret angstprovokerende. Det betyder også, at vi forstår, at der er konsekvenser ved vores valg og fravalg. Der kan ikke trækkes på et ‘forskningen siger’ her. Valget er naturligvis informeret og baseret på evner og færdigheder, men det er ikke et facit eller en logisk slutning. Det er det valg, der virker mest fornuftigt.

Den sidste bid, den med fornuften, er i mine øjne det, debatten om dannelse, folkeskolereform og læringsmål handler om. Med folkeskolereformen fik vi også de nationale mål, som ses her:

Især det første mål skurer: ”så dygtige de kan”. Dygtighed er i sig selv et lidt pudsigt begreb at trække ind i et mål for folkeskolen. For hvad er det, vores børn skal blive dygtige til? Er det regning? Læsning? Altså ren færdighedstræning? Når man ser på operationaliseringen af målene, så er svaret ja. Der står sort på hvidt, at politikerne synes, at det vigtigste er, at eleverne bliver dygtige til at læse og regne i de nationale test.  Et eller andet sted så ved vi alle nok, at det jo dybest set ikke er formålet med, at vi sender vores afkom i skole. Selvfølgelig er det en god ide, at de får lært at læse og regne, men det i sig selv gør jo ikke alverden. De skal kunne bruge deres viden og deres færdigheder til noget, de skal handle og agere i verden, de skal ’producere’ noget og have noget for med verden.

I virkeligheden er tiden ved at være løbet en smule fra færdigheder såsom afkodning og regning. Vi har teknologi, der klarer begge dele for os. Lidt lige som med dansen, så vil det snart være noget, vi lærer, fordi det er en tradition og ikke et behov. Andre færdigheder, såsom evne for kildekritik og viden om informationsstrømme, bliver væsentlige at få udviklet. Der tales en del om 21th century skills, hvor man har en ide om, at man kan forudsige, hvilke færdigheder og hvilken viden der er behov for at udvikle på. Den slags fremtidsforskning er afgjort interessant, men den skal altid mødes med en hvis skepsis. Vi kan ikke forudsige fremtiden, vi kan kun have formodninger og kan meget let formode forkert. Fx er jeg af en generation, der løbende har måtte udvikle nye færdigheder, som ingen havde forudset, at vi havde brug for. Det vigtigste har i den sammenhæng ikke været, om vi kunne læse og regne, om vi havde viden og færdigheder, det vigtigste har været vores evne til at agere i det nye, at kunne handle med fornuft.

Ved at fokusere på ’dygtighed’, forstået som at være dygtig til at læse og regne i de nationale test, kommer man til at fokusere på det målbare. På slutprodukter. Det bliver maskinelt, vi putter et råstof ind, 6 årige menneskebørn, vi bearbejder det og holder løbende øje med læringskurven, og ud får vi et produkt, 16 årige semivoksne, der besidder specifikke færdigheder og specifik viden. Og det kan jo være meget fint i en verden, der ikke udvikler sig eksponentielt, eller en verden hvor vi ønsker borgere, der gør sådan, som de har lært. Problemet med færdigheder og viden er, at begge dele meget hurtigt bliver forældet og ubrugeligt. Især i vores samtid. Derfor bør vi fokusere på det, der ikke forældes, nemlig fornuften.

I en verden fuld af usikkerhed og forandringer føles det trygt at læne sig op af data, færdigheder og ‘nødvendige’ beslutninger. Men så træffes der jo ikke længere valg. Så er vi blot væsner uden fornuft, der lader os styre af verdens gang.

Dannelse er at kunne tage angstprovokerende valg. Ikke hver dag måske, men jævnligt.

Dannelse er et spørgsmål, ikke et svar

Indlægget er skrevet af Svend Thorhauge. Landsformand, Radikale Venstre

Dannelse er en kampplads. I tredobbelt forstand. For det første udspænder dannelsesspørgsmålet aktuelt et felt for drøftelse af vores skolers virke. For det andet er forståelsen af dannelsens form også alene i sig selv omdiskuteret. For det tredje, og det er det, jeg vil hævde i det følgende, er dannelse i sit indhold politisk, fordi det handler om, hvordan vi lever sammen. Tanken kommer fra Viggo Hørup. Også derfor er dannelse en kampplads. Men vel at mærke kamp i såvel Grundtvigs, som den tidligere rektor ved DPU, Lars-Henrik Schmidts’, forstand. Det handler om strid og træfninger.

Noget at leve på

I mange år har vi hørt, at det ikke er nok at have noget at leve af; vi skal også have noget at leve for. Det er intuitivt sandt og en fin kritik af enhver instrumentalisering af skole og uddannelse til ene og alene at være midler til et arbejdsmarkedsformål. (Det vi aktuelt kalder konkurrencestatens fodsoldater, men er et fænomen, som har haft mange forskellige mærkater siden industrialiseringen). Det omvendte er i øvrigt også sandt. Og ikke nok med det; de er forbundne.

Arbejde i klassisk forstand er menneskets selvudfoldelse i sin sociale og fysiske sammenhæng (herunder i naturen). Derfor er det at ‘leve for noget’ tæt forbundet med at ‘leve af noget’. Det ville i sociologen Max Webers forstand være forbundet med meningstab, hvis ikke denne sammenhæng bestod; hvis ikke vi kunne se en mening med det, vi virker i. Uanset, om vi så virker på arbejdsmarkedet eller er på vej i skole- og uddannelseslivet. Ånd, hånd og krop er ikke tre adskilte, men tre samtidige aspekter i et sammenhængende hele. Derfor er det lige ånds-svagt at ville instrumentalisere skolen til at skabe fodsoldater til konkurrence-staten (hvis nogen overhovedet vil det, det er jo nok en stråmand), som at ville reducere kvalifikationer og kompetencer til at være blotte instrumenter.

Men vi skal længere ind. Vi er endnu kun ved det enkelte menneskes dualitet af kunnen og villen og mangler fællesskabets skullen. For nylig sad jeg i panel med Finn Slumstrup (tidligere forstander på Vallekilde Højskole), som begavede forsamlingen med den tredje dimension; nemlig at vi skal have noget at leve på. At have noget at leve på er det selvoverskridende formål. (Kierkegaard spøger i kulissen, Lars-Henrik Schmidt ville tale om individualitetsoverskridende individualitetsforsikring, sociologen Luhmann ville pointere personliggørelsen eller det, som Brian Degn Mårtensen i det indledende indlæg kalder at ’blive til nogen’). At gøre mennesker til personer, som andre kan fæstne lid til, og som selv kan fæstne lid til andre, er dannelsens opgave. Som dannede kan vi navigere i et samfund, hvor tillid (og derfor frihed) og ikke tradition er det væsentligste kit, der får det hele til at hænge sammen. Dannelse er ikke ren og skær tillidsskabelse, men tilliden er et essentielt biprodukt af dannelsesprocesser. Dannelse gør altså samfundet muligt (og dermed besvares sociologen Georg Simmels spørgsmål), og dannelsens form er derfor afgørende for samfundets virke(lighed)s karakter.

Ikke mere eller mindre dannelse, men hvilken dannelse!

Dannelse handler altså om, hvordan vi lever sammen. Dannelse er det spørgsmål, vi usagt stiller os, når vi skal håndtere, at der findes andre mennesker med andre ønsker, andre interesser og andre præferencer end os selv. Der er altid dannelse på spil, når der er mennesker i farvandet.

Derfor vil jeg også mene, at vi i nogen grad mister grebet om dannelse, hvis vi blot drøfter, om der er mere eller mindre plads til dannelse i skolen i dag, end der eksempelvis var før den ene eller den anden lovgivning. For dannelsen kommer vi aldrig uden om. Vi må derfor i højere grad sætte fokus på, hvordan vi ønsker rum for dannelsesprocesser, end blot dette, at vi ønsker dem.

Dannelse er et middel, målet er den almene menneskehed.

Mens dannelse indtil for relativt få årtier siden kunne rummes i et bibliotek i den forstand, at et dannet menneske kunne have læst den væsentligste verdenslitteratur og kunne befærde sig på de væsentligste (europæiske) verdenssprog og dermed var bevandret i menneskehedens genealogi, er dette i dag uden for enhver horisont. (Det hindrer selvfølgelig ikke, at nogle forsøger at kanonisere bestemte værker som særligt vigtige for derigennem at åbne i det mindste en afglans af fortidens trygge sammenhæng. Men det er en forveksling af middel og mål.)

Derfor må vi i dag gå dobbelt til dannelse som både selve processeringen af et verdensudkast og verdensudkastet selv. Og derfor er dannelsen, som allerede den radikale foregangsmand Viggo Hørup så, en politisk kampplads. ‘Vi må erobre dannelsens midler, uden at lade os erobre af dem’, sagde han. Den herskende dannelse sætter retning for ret og vrang, og derfor må man kunne dannelsens sprog for først at gøre sig gældende, men netop for dernæst at kunne udfordre dennes gyldighed, således som sociologen Habermas beskrev det i sit egentlige hovedværk Faktizität und Geltung.

For mig at se må vores vilje til dannelse derfor tage bestik af verden og de udfordringer, som virkeligheden møder os med. Vi må skabe rammer for opvæksten af livsduelige verdensborgere, der kan navigere i et samfund, der er udfordret af klimaforandringer, baseret på et stadigt højere tempo i udvekslingen af information, og er kendetegnet ved et mangfold af (etniske, religiøse, men også sub)kulturer, som sætter forskellige og nogle gange modsatrettede dyder højt. Individets integritet har aldrig været mere påtrængende og omvendt aldrig mere udfordret.

De dannelsesudfordringer kan vi kun møde i en skole, hvor der er tid og rum for samtaler om de spørgsmål, som ligger børnene på sinde. Hvor der er plads til at gøre fejl (snyde, drille, undslå sig etc) og samle op. Hvor det nære civilsamfund, som omkranser skolerne, er en aktiv del af skolernes hverdag, så det bliver sandt, at skolerne er afspejlende minissamfund. Hvor børnene rustes til at kunne gøre noget ved de verdensomspændende udfordringer, som de kender alt til, men endnu ikke ved, hvordan de skal håndtere i forpligtende fællesskaber.

I det små begynder dannelsen (og den begynder altid i det små) i samtalen med det unge menneske om det, det ikke forstår, om alt det, der ligger under.

Dannelsen opstår i samtalen på baggrund af menneskeheden i den enkelte.

Spørgsmål om dannelse

Dette indlæg er skrevet af Uffe Lyngdal Sørensen, Cand. pæd. it-didaktisk design

“Dannelse er!” eller “Hvad er dannelse?” Imperativ (bydeform) eller spørgsmål. Det gør en forskel.

Sikke dog en mærkelig måde at starte dette blogindlæg på. Ja, det er noget rod, og det er mærkeligt, men i det jeg undskylder, så vil jeg begrunde min “kasten læseren ind i indlægget” med, at sådan virker verden: mærkelig og rodet. Men handler dannelse så ikke om at få ryddet op i (sin) verden, så vi kan danne os et billede af dannelse? Lad os prøve at starte med det, altså det med at få ryddet op og danne.

Til det formål virker spørgsmålet “Hvad er dannelse” umiddelbart for mig mindst rodet, fordi det stiller mig i en position, hvor jeg gives en mulighed for at komme med et svar. Jeg skal altså gå ud og finde ud af hvad dannelse, det er, og så vende tilbage med et svar. På en måde er spørgsmålet med til at positionere mig og peger mig i retning. Det kan jeg forholde mig til eller måske nærmere; det stiller spørgsmålet mig i et forhold til, for spørgsmålet “hvad er dannelse”, stiller mig over for noget andet, og det andet er dannelse. Relationen mellem mig og dannelse medieres af spørgsmålet, kan man vel sige.

Det tror jeg, er helt grundlæggende for dannelse, altså det her med at kunne forholde sig til noget. Mennesket er “das noch nicht festgestellte Tier”, som Nietzsche anslår. Det endnu ikke fastlåste eller satte dyr, der kan forholde sig, tage stilling og positionere sig i et forhold til sig selv og noget andet. Evnen til at kunne positionere sig, forholde sig – at turde stille sig i et spørgsmål, må være en del af dannelse.

Hvad så med svaret på spørgsmålet “Hvad er dannelse”? I det temmeligt teoretiske spørgsmål “Hvad er dannelse?” er det dannelse, som er det efterspurgte. Det er nemlig dannelse, det handler om at få sat på begreb. Dannelse er altså det, der bliver spurgt efter, men hvem er det spørgsmålet henvender sig til? Hvem er adressaten? Der står jo ikke; “Uffe, hvad forstår du ved dannelse?” eller “De, der læser dette, hvad forstår de ved dannelse?”. Adressaten er ligesom udeladt i selve spørgsmålet. Så hvem er det, der bliver spurgt? Hvem er det, der skal svare på det, som spørgsmålet er ude efter? Jeg tror, at adressaten i virkeligheden er dannelsen selv.
Så, nu blev det rodet igen, men lad os lige holde fast her og forsøge at følge den tro til dørs, for jeg fornemmer, at det måske kan ordne sig.

Hvis det skal give mening, at spørgsmålet “Hvad er dannelse?” i virkeligheden er et spørgsmål til Dannelsen selv, så må en første forudsætning være, at vi antager, at dannelse er til. At dannelse er virkeligt. Faktisk, så må hele forudsætningen være, at vi starter med at konstatere, at Dannelse er!

Godt så, nu har vi pludselig fået både spørgsmålet “Hvad er dannelse?” og imperativet eller bydeformen “Dannelse er!” i spil. Det viser sig, at bydeformen er en forudsætning for overhovedet at stille spørgsmålet, og endvidere at spørgsmålet er et spørgsmål til dannelsen selv. Dannelse er, har vi antaget, men hvad det er, det har vi endnu ikke fået svar på. Det eneste vi har konkluderet er, at dannelse er ellers ville spørgsmålet ikke være muligt. Spørgsmålet er altså i virkeligheden et spørgsmål til Dannelsens væsen til dets væren. Men hvordan får vi dette væsen eller denne væren i tale? Hvordan meddeler dannelsen sig?

Lad starte med os selv. Hvordan meddeler vi os? Det gør vi ved at tale, ved at gestikulere, omfavne, slå ud efter, vende ryggen til, bygge tændstiksmænd, tegne, skrive, dele billeder på facebook o.s.v. Det vigtige er ikke eksemplerne, men mere det, at vi altid meddeler os igennem noget andet. Vi bruger sproget, lydbølger, tændstikker, blyanter, papir, Facebook, hinanden, iPads med mere. Vi meddeler os altså altid medieret gennem noget andet. Vi er derfor nødt til at indgå relationer med andet og andre, for at kunne meddele os. Det forunderlige ved det er, at når vi meddeler os, så gør vi det aldrig alene. Vi er altid sammen med andet eller andre om det. Den meddelelse vi former eller danner, er vi aldrig alene om at danne eller forme. Der er altid også en anden aktør i spil. En aktør (blyant, iPad etc.) som også former og danner og dermed øver indflydelse på selve meddelelsen.

Der er derfor også forskel på den meddelelse jeg kan danne sammen med blyant og papir contra den meddelelse jeg kan danne sammen med tændstikker og kastanjer. På den måde bliver det, vi omgiver os med også medbestemmende i forhold til, hvad vi overhovedet kan meddele eller danne os et billede af. Ligeledes bliver vi heller aldrig selv dannet alene men altid i relation til eller med nogen eller noget, og hvis vi vil danne andre, så må vi alliere os med nogen eller noget for overhovedet at kunne danne. Derfor spiller omgivelser, ting, artefakter, teknologi også en væsentlig rolle, når vi taler om hvad dannelse er.

Hvis vi overfører det på dannelsen selv – på dannelsens væsen, så meddeler dannelsen sig også altid gennem andet. Dannelsens væsen er derfor altid medieret.

I Poul Skouenborgs indlæg “En dannelsesrejse med tog”, medieres dannelsens væsen gennem fortællinger fra andre mennesker. Det er også det, der sker i andre indlæg her på bloggen, hvor Micki Sonne Kaa Sunesen eller Brian Degn Mårtensson har “stillet sig” i spørgsmålet om dannelse. Fælles for Micki, Brian og Poul er det, at de ikke har stillet sig alene. Brians relationer tæller b.la. Grundtvig, Herbart, Kirkegaard. Mickis tæller professionsforståelse, Jobindex, skole- og dagtilbudspolitiske fagområder o.s.v. Alle disse medaktører har på en eller anden måde medindflydelse på, hvordan dannelsens væsen kan meddele sig. Det vil derfor også sige, at dannelsens væsen ikke kun meddeler sig igennem andre mennesker, men i lige så høj grad gennem ting, artefakter, teknologi, natur, kultur.
Lad os lige opsummere engang inden, det stikker helt af.

Vi er altså nået frem til, at dannelse har noget at gøre med:

  • At kunne stille sig i et spørgsmål (positionere/forholde sig).
  • At dannelsens væsen meddeler sig gennem og derfor også er i både mennesker, ting, teknologier, natur, kultur med mere.
  • At indgå relationer, da vi ikke kan meddele, danne og dannes alene.

Spørgsmålet om, hvad dannelse er, tror jeg ikke på, at vi nogensinde får afdækket. Vi må forlade os på, at dannelsens væsen viser sig i glimt, karikeret og medieret i og gennem andre og andet. At dannelse er! er jeg derimod ikke tvivl om, og dannelsen vil altid indgå i relationer med nogle eller noget. Vi kan have indflydelse på, hvordan dannelsen manifestere sig, ved at turde stille os i spørgsmålet om dannelse og give den muligheder for at meddele sig. Hvis ikke vi deltager, så finder dannelsen andre veje. Lad derfor også dette være en opfordring til at stille sig i spørgsmålet om dannelse, selv om det er noget rod og mærkeligt. Så hvad er dannelse, når du stiller dig til rådighed for dens væsen?

En dannelsesrejse med tog

Dette indlæg er skrevet af Poul Skouenborg, MA i specialpædagogik.

Forestil dig en verden, hvor mennesket ikke kunne videregive viden/dannelse til den næste generation? Hvor ville menneskeheden være uden dannelse? (På niveau med en vandmand i havet eller en døgnflue)?
Var det dannelse, der gav Europa et forspring og førte til koloniseringen?
Var det mangel på dannelse, der førte til 1. og 2. verdenskrig?
Mange spørgsmål vedrørende dannelse og kan jeg besvare dem – næppe, men læseren kan jo reflektere over dem.
Dannelse, et begreb der klinger positivt, og i Grundtvigs fødeland er dannelse også et positivt ladet ord. Grundtvig mente, at mennesket skulle oplyses og at der skulle nogle dannelsesprocesser til, hvilket blandt andet resulterede i opstart af højskolerne herhjemme. Grundtvigs tanker vedrørende dannelse og oplysning til folket vandt gehør i Danmark, men skal nok også tilskrives nederlaget i 1864.
Spørgsmålet er: kan mennesket stå uden for den historiske kontekst og leve et liv eller blive dannet uden hensyntagen til den historiske kontekst? Disse svar på førnævnte spørgsmål må være op til læseren at vurdere og svare på. Men historien har sidenhen vist, at selvom Grundtvigs dannelsestanker vandt indpas, kunne det ikke forhindre, at der kom to verdenskrige, og at de udspillede sig i Europa. Læseren vil nok straks påpege, at Danmark er et lille land, og at Grundtvig intet havde med det at gøre, hvilket også er korrekt, men i det store billede udspillede der sig to verdenskrige selvom mennesket var oplyst og dannet.
Det afrundede spørgsmål kunne her være: er eller bliver mennesket nogensinde så dannet, at der ikke kommer konflikter mellem dem eller mellem lande. Dannelse kan virke konfliktnedtrappende, men kan også have den anden funktion, at være konfliktoptrappende eksempelvis mellem kristne og muslimer, hvor de hver især står fast på deres og ikke vil imødekomme en fælles medmenneskelig dannelsesproces.

Et tog kører gennem landskabet

Hvis vi nu forestiller os, at livet er en togrejse – at nogle stiger på toget. og andre stiger af toget. Vi skal på en togtur, og vi starter togturen og sætter os i den åbne togvogn, og alle pladserne i togvognen bliver optaget af folk der sidder mennesker i alle aldre sammen med os. Derudover sidder der mennesker med forskellig kulturel, religiøs orientering og fra forskellige nationaliteter. Disse mennesker begynder at snakke med hverandre unge som ældre, og de fortæller hver især deres beretninger fra det liv, de har levet, og på den måde former de os og hinanden. Vi lytter til fortællingerne og de er med til at forme og danne os som mennesker.
En ældre mand i togvognen fortæller en historie til et barn fra dengang vedkommende selv var et barn på samme alder, vedkommende fortæller om livet på en gård i Danmark i 1912. Beretningen fra 1912 af den ældre mand er med til at danne og forme barnet, og den ældre mand påvirker barnet og er med til at danne barnet. Personen, der beretter om gården i 1912, sidder i samme togvogn som barnet og er med fra starten af togturen og sætter sit præg på de øvrige passagerer i togvognen. Den ældre mand beretter om barndommen i 1912, men han konstruerer også en historie gennem sit ordvalg. Altså er hans fortælling en konstruktion af det skete. Kan man sige, at dannelse er en konstruktion? Eller en social konstruktion?
Hvis dannelse er en konstruktion og en individuel proces ved det enkelte menneske, ja så er jeg ikke ansvarlig for egen dannelse, da dannelse er en konstruktion og ikke en sandhed. Socialkonstruktivisterne siger, at alt er en konstruktion, og når vi begynder at åbne munden eller konstruere tanker i hjernen, ja så konstruerer vi ud fra vores terminologi. Kan man sige, at livet er en konstruktion? Og at der ikke findes en sandhed? Det er måske den manglende sandhed, der gør, at der er krige i verden, da mennesket altid vil være uenigt om sandheden for deres erkendelser.

Der fortælles historier i toget

Jeg har skitseret, at denne ældre mand nok ville have en positiv indflydelse på vores dannelsesproces og de øvrige passager i togvognen. Men hvad nu hvis denne togtur foregik i et land med autoritært styre, og at den ældre mand var ”farvet” af eksempelvis nazismen, fascismen, kommunismen og kapitalismen og fortalte om det til de andre passagerer i togvognen. Nazisterne oplyste det tyske folk, de dannede dem, ligeså kommunisterne, så ordet dannelse kan pludselig få en negativ betydning afhængig af hvilken kontekst det bliver eller vil blive anvendt I. Kan man gå så langt som til at sige, at dannelse kan være en hæmsko for mennesket, og dannelse kan være en hindring for demokratiet?

Dannelse kan have en bagside ved ovennævnte betragtninger, men er dannelse en nødvendighed og kan mennesket eksistere uden at opleve en eller anden form for dannelse? Det tror jeg ikke mennesket kan, da det altid vil være påvirket af faktorer, som det enkelte individ ikke selv er herre over.
Jeg bevæger mig nu tilbage i togvognen. Toget kører, og passagerne er stadigvæk de samme som, da vi startede på togturen og jeg kan iagttage, at nogle mennesker forlader togvognen. Det, de gav de andre i togvognen, var deres livshistorier, som var med til at forme dem som mennesker, så man kan sige, at de lever videre i andre mennesker. Nu er der tomme pladser i togvognen, men fra perronen kommer der nye mennesker på toget, det kan være nye mennesker, der bliver født, men det kan også være mennesker, som kommer ind i togvognen efter at have kørt med en anden togvogn et par stationer. De nye mennesker, som kommer ind i togvognen efter at have kørt med en anden togvogn, vil påvirke og sætte deres præg på de andre i togvognen.
Jeg tænker, at du gennem livet møder mennesker, der kører med et par stationer eller en enkelt station for så at stige ud igen, og nye mennesker kommer ind i togvognen. Det, at du møder nye mennesker i din togvogn, gør, at de er med din dannelsesproces og at disse mennesker ikke spørger, om de må komme ind i din togvogn, men blot træder ind i togvognen, da der er en tom plads, hvor de kan sætte sig. Det lyder lidt konfliktfyldt, at de blot træder ind, men ud af konflikter kan der opstå noget lærerigt og positivt, som er meddannede for menneskets videre dannelsesprocesser.
Jeg afslutter togrejsen og læserne kan reflektere over, om billedet af livet som en togrejse giver mening. Min hensigt er ikke at give en masse svar på mine refleksioner, men at få læseren til at reflektere som et selvstændigt individ. Og kan man tænke selvstændigt, vil man ikke altid være ”farvet” i tankerne af andre mennesker? Og hvor er så selvstændigheden henne? og hvor er menneskets frihed til egen dannelsesproces?
Jeg meldte mig som skribent vedrørende dannelse og des mere jeg tænkte over dannelse som begreb, des mere kompleks blev begrebet dannelse. Jeg håber, at læseren kan se kompleksiteten i begrebet dannelse, og at det ikke er et så enkelt begreb.