Spørgsmål om dannelse

Dette indlæg er skrevet af Uffe Lyngdal Sørensen, Cand. pæd. it-didaktisk design

“Dannelse er!” eller “Hvad er dannelse?” Imperativ (bydeform) eller spørgsmål. Det gør en forskel.

Sikke dog en mærkelig måde at starte dette blogindlæg på. Ja, det er noget rod, og det er mærkeligt, men i det jeg undskylder, så vil jeg begrunde min “kasten læseren ind i indlægget” med, at sådan virker verden: mærkelig og rodet. Men handler dannelse så ikke om at få ryddet op i (sin) verden, så vi kan danne os et billede af dannelse? Lad os prøve at starte med det, altså det med at få ryddet op og danne.

Til det formål virker spørgsmålet “Hvad er dannelse” umiddelbart for mig mindst rodet, fordi det stiller mig i en position, hvor jeg gives en mulighed for at komme med et svar. Jeg skal altså gå ud og finde ud af hvad dannelse, det er, og så vende tilbage med et svar. På en måde er spørgsmålet med til at positionere mig og peger mig i retning. Det kan jeg forholde mig til eller måske nærmere; det stiller spørgsmålet mig i et forhold til, for spørgsmålet “hvad er dannelse”, stiller mig over for noget andet, og det andet er dannelse. Relationen mellem mig og dannelse medieres af spørgsmålet, kan man vel sige.

Det tror jeg, er helt grundlæggende for dannelse, altså det her med at kunne forholde sig til noget. Mennesket er “das noch nicht festgestellte Tier”, som Nietzsche anslår. Det endnu ikke fastlåste eller satte dyr, der kan forholde sig, tage stilling og positionere sig i et forhold til sig selv og noget andet. Evnen til at kunne positionere sig, forholde sig – at turde stille sig i et spørgsmål, må være en del af dannelse.

Hvad så med svaret på spørgsmålet “Hvad er dannelse”? I det temmeligt teoretiske spørgsmål “Hvad er dannelse?” er det dannelse, som er det efterspurgte. Det er nemlig dannelse, det handler om at få sat på begreb. Dannelse er altså det, der bliver spurgt efter, men hvem er det spørgsmålet henvender sig til? Hvem er adressaten? Der står jo ikke; “Uffe, hvad forstår du ved dannelse?” eller “De, der læser dette, hvad forstår de ved dannelse?”. Adressaten er ligesom udeladt i selve spørgsmålet. Så hvem er det, der bliver spurgt? Hvem er det, der skal svare på det, som spørgsmålet er ude efter? Jeg tror, at adressaten i virkeligheden er dannelsen selv.
Så, nu blev det rodet igen, men lad os lige holde fast her og forsøge at følge den tro til dørs, for jeg fornemmer, at det måske kan ordne sig.

Hvis det skal give mening, at spørgsmålet “Hvad er dannelse?” i virkeligheden er et spørgsmål til Dannelsen selv, så må en første forudsætning være, at vi antager, at dannelse er til. At dannelse er virkeligt. Faktisk, så må hele forudsætningen være, at vi starter med at konstatere, at Dannelse er!

Godt så, nu har vi pludselig fået både spørgsmålet “Hvad er dannelse?” og imperativet eller bydeformen “Dannelse er!” i spil. Det viser sig, at bydeformen er en forudsætning for overhovedet at stille spørgsmålet, og endvidere at spørgsmålet er et spørgsmål til dannelsen selv. Dannelse er, har vi antaget, men hvad det er, det har vi endnu ikke fået svar på. Det eneste vi har konkluderet er, at dannelse er ellers ville spørgsmålet ikke være muligt. Spørgsmålet er altså i virkeligheden et spørgsmål til Dannelsens væsen til dets væren. Men hvordan får vi dette væsen eller denne væren i tale? Hvordan meddeler dannelsen sig?

Lad starte med os selv. Hvordan meddeler vi os? Det gør vi ved at tale, ved at gestikulere, omfavne, slå ud efter, vende ryggen til, bygge tændstiksmænd, tegne, skrive, dele billeder på facebook o.s.v. Det vigtige er ikke eksemplerne, men mere det, at vi altid meddeler os igennem noget andet. Vi bruger sproget, lydbølger, tændstikker, blyanter, papir, Facebook, hinanden, iPads med mere. Vi meddeler os altså altid medieret gennem noget andet. Vi er derfor nødt til at indgå relationer med andet og andre, for at kunne meddele os. Det forunderlige ved det er, at når vi meddeler os, så gør vi det aldrig alene. Vi er altid sammen med andet eller andre om det. Den meddelelse vi former eller danner, er vi aldrig alene om at danne eller forme. Der er altid også en anden aktør i spil. En aktør (blyant, iPad etc.) som også former og danner og dermed øver indflydelse på selve meddelelsen.

Der er derfor også forskel på den meddelelse jeg kan danne sammen med blyant og papir contra den meddelelse jeg kan danne sammen med tændstikker og kastanjer. På den måde bliver det, vi omgiver os med også medbestemmende i forhold til, hvad vi overhovedet kan meddele eller danne os et billede af. Ligeledes bliver vi heller aldrig selv dannet alene men altid i relation til eller med nogen eller noget, og hvis vi vil danne andre, så må vi alliere os med nogen eller noget for overhovedet at kunne danne. Derfor spiller omgivelser, ting, artefakter, teknologi også en væsentlig rolle, når vi taler om hvad dannelse er.

Hvis vi overfører det på dannelsen selv – på dannelsens væsen, så meddeler dannelsen sig også altid gennem andet. Dannelsens væsen er derfor altid medieret.

I Poul Skouenborgs indlæg “En dannelsesrejse med tog”, medieres dannelsens væsen gennem fortællinger fra andre mennesker. Det er også det, der sker i andre indlæg her på bloggen, hvor Micki Sonne Kaa Sunesen eller Brian Degn Mårtensson har “stillet sig” i spørgsmålet om dannelse. Fælles for Micki, Brian og Poul er det, at de ikke har stillet sig alene. Brians relationer tæller b.la. Grundtvig, Herbart, Kirkegaard. Mickis tæller professionsforståelse, Jobindex, skole- og dagtilbudspolitiske fagområder o.s.v. Alle disse medaktører har på en eller anden måde medindflydelse på, hvordan dannelsens væsen kan meddele sig. Det vil derfor også sige, at dannelsens væsen ikke kun meddeler sig igennem andre mennesker, men i lige så høj grad gennem ting, artefakter, teknologi, natur, kultur.
Lad os lige opsummere engang inden, det stikker helt af.

Vi er altså nået frem til, at dannelse har noget at gøre med:

  • At kunne stille sig i et spørgsmål (positionere/forholde sig).
  • At dannelsens væsen meddeler sig gennem og derfor også er i både mennesker, ting, teknologier, natur, kultur med mere.
  • At indgå relationer, da vi ikke kan meddele, danne og dannes alene.

Spørgsmålet om, hvad dannelse er, tror jeg ikke på, at vi nogensinde får afdækket. Vi må forlade os på, at dannelsens væsen viser sig i glimt, karikeret og medieret i og gennem andre og andet. At dannelse er! er jeg derimod ikke tvivl om, og dannelsen vil altid indgå i relationer med nogle eller noget. Vi kan have indflydelse på, hvordan dannelsen manifestere sig, ved at turde stille os i spørgsmålet om dannelse og give den muligheder for at meddele sig. Hvis ikke vi deltager, så finder dannelsen andre veje. Lad derfor også dette være en opfordring til at stille sig i spørgsmålet om dannelse, selv om det er noget rod og mærkeligt. Så hvad er dannelse, når du stiller dig til rådighed for dens væsen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *