Dannelse er et spørgsmål, ikke et svar

Indlægget er skrevet af Svend Thorhauge. Landsformand, Radikale Venstre

Dannelse er en kampplads. I tredobbelt forstand. For det første udspænder dannelsesspørgsmålet aktuelt et felt for drøftelse af vores skolers virke. For det andet er forståelsen af dannelsens form også alene i sig selv omdiskuteret. For det tredje, og det er det, jeg vil hævde i det følgende, er dannelse i sit indhold politisk, fordi det handler om, hvordan vi lever sammen. Tanken kommer fra Viggo Hørup. Også derfor er dannelse en kampplads. Men vel at mærke kamp i såvel Grundtvigs, som den tidligere rektor ved DPU, Lars-Henrik Schmidts’, forstand. Det handler om strid og træfninger.

Noget at leve på

I mange år har vi hørt, at det ikke er nok at have noget at leve af; vi skal også have noget at leve for. Det er intuitivt sandt og en fin kritik af enhver instrumentalisering af skole og uddannelse til ene og alene at være midler til et arbejdsmarkedsformål. (Det vi aktuelt kalder konkurrencestatens fodsoldater, men er et fænomen, som har haft mange forskellige mærkater siden industrialiseringen). Det omvendte er i øvrigt også sandt. Og ikke nok med det; de er forbundne.

Arbejde i klassisk forstand er menneskets selvudfoldelse i sin sociale og fysiske sammenhæng (herunder i naturen). Derfor er det at ‘leve for noget’ tæt forbundet med at ‘leve af noget’. Det ville i sociologen Max Webers forstand være forbundet med meningstab, hvis ikke denne sammenhæng bestod; hvis ikke vi kunne se en mening med det, vi virker i. Uanset, om vi så virker på arbejdsmarkedet eller er på vej i skole- og uddannelseslivet. Ånd, hånd og krop er ikke tre adskilte, men tre samtidige aspekter i et sammenhængende hele. Derfor er det lige ånds-svagt at ville instrumentalisere skolen til at skabe fodsoldater til konkurrence-staten (hvis nogen overhovedet vil det, det er jo nok en stråmand), som at ville reducere kvalifikationer og kompetencer til at være blotte instrumenter.

Men vi skal længere ind. Vi er endnu kun ved det enkelte menneskes dualitet af kunnen og villen og mangler fællesskabets skullen. For nylig sad jeg i panel med Finn Slumstrup (tidligere forstander på Vallekilde Højskole), som begavede forsamlingen med den tredje dimension; nemlig at vi skal have noget at leve på. At have noget at leve på er det selvoverskridende formål. (Kierkegaard spøger i kulissen, Lars-Henrik Schmidt ville tale om individualitetsoverskridende individualitetsforsikring, sociologen Luhmann ville pointere personliggørelsen eller det, som Brian Degn Mårtensen i det indledende indlæg kalder at ’blive til nogen’). At gøre mennesker til personer, som andre kan fæstne lid til, og som selv kan fæstne lid til andre, er dannelsens opgave. Som dannede kan vi navigere i et samfund, hvor tillid (og derfor frihed) og ikke tradition er det væsentligste kit, der får det hele til at hænge sammen. Dannelse er ikke ren og skær tillidsskabelse, men tilliden er et essentielt biprodukt af dannelsesprocesser. Dannelse gør altså samfundet muligt (og dermed besvares sociologen Georg Simmels spørgsmål), og dannelsens form er derfor afgørende for samfundets virke(lighed)s karakter.

Ikke mere eller mindre dannelse, men hvilken dannelse!

Dannelse handler altså om, hvordan vi lever sammen. Dannelse er det spørgsmål, vi usagt stiller os, når vi skal håndtere, at der findes andre mennesker med andre ønsker, andre interesser og andre præferencer end os selv. Der er altid dannelse på spil, når der er mennesker i farvandet.

Derfor vil jeg også mene, at vi i nogen grad mister grebet om dannelse, hvis vi blot drøfter, om der er mere eller mindre plads til dannelse i skolen i dag, end der eksempelvis var før den ene eller den anden lovgivning. For dannelsen kommer vi aldrig uden om. Vi må derfor i højere grad sætte fokus på, hvordan vi ønsker rum for dannelsesprocesser, end blot dette, at vi ønsker dem.

Dannelse er et middel, målet er den almene menneskehed.

Mens dannelse indtil for relativt få årtier siden kunne rummes i et bibliotek i den forstand, at et dannet menneske kunne have læst den væsentligste verdenslitteratur og kunne befærde sig på de væsentligste (europæiske) verdenssprog og dermed var bevandret i menneskehedens genealogi, er dette i dag uden for enhver horisont. (Det hindrer selvfølgelig ikke, at nogle forsøger at kanonisere bestemte værker som særligt vigtige for derigennem at åbne i det mindste en afglans af fortidens trygge sammenhæng. Men det er en forveksling af middel og mål.)

Derfor må vi i dag gå dobbelt til dannelse som både selve processeringen af et verdensudkast og verdensudkastet selv. Og derfor er dannelsen, som allerede den radikale foregangsmand Viggo Hørup så, en politisk kampplads. ‘Vi må erobre dannelsens midler, uden at lade os erobre af dem’, sagde han. Den herskende dannelse sætter retning for ret og vrang, og derfor må man kunne dannelsens sprog for først at gøre sig gældende, men netop for dernæst at kunne udfordre dennes gyldighed, således som sociologen Habermas beskrev det i sit egentlige hovedværk Faktizität und Geltung.

For mig at se må vores vilje til dannelse derfor tage bestik af verden og de udfordringer, som virkeligheden møder os med. Vi må skabe rammer for opvæksten af livsduelige verdensborgere, der kan navigere i et samfund, der er udfordret af klimaforandringer, baseret på et stadigt højere tempo i udvekslingen af information, og er kendetegnet ved et mangfold af (etniske, religiøse, men også sub)kulturer, som sætter forskellige og nogle gange modsatrettede dyder højt. Individets integritet har aldrig været mere påtrængende og omvendt aldrig mere udfordret.

De dannelsesudfordringer kan vi kun møde i en skole, hvor der er tid og rum for samtaler om de spørgsmål, som ligger børnene på sinde. Hvor der er plads til at gøre fejl (snyde, drille, undslå sig etc) og samle op. Hvor det nære civilsamfund, som omkranser skolerne, er en aktiv del af skolernes hverdag, så det bliver sandt, at skolerne er afspejlende minissamfund. Hvor børnene rustes til at kunne gøre noget ved de verdensomspændende udfordringer, som de kender alt til, men endnu ikke ved, hvordan de skal håndtere i forpligtende fællesskaber.

I det små begynder dannelsen (og den begynder altid i det små) i samtalen med det unge menneske om det, det ikke forstår, om alt det, der ligger under.

Dannelsen opstår i samtalen på baggrund af menneskeheden i den enkelte.

5 tanker om "Dannelse er et spørgsmål, ikke et svar"

    • Tak, Niels Jakob

      Man kunne jo arbejde med lærings(spørgs)mål :-).

      Men spøg til side. Spørgsmålet kommer først. Eller rettere, det er målet. Mens målene er midlet. Spørgsmålet er altså resultat af målene, som blot er stilladser. Kort besvaret.

      Selve målsætningen, altså selve dette at sætte mål, kan imidlertid godt være del af dannelsesprocessen. Måske endda en ikke uvæsentlig del. For her beskæftiger man sig med det, man ikke ved, og sætter sig noget for.

      Det skaber en foretagsomhed, der er forankret i både den enkeltes eller fællesskabets nysgerrighed, og i det, nysgerrigheden retter sig mod. Når det er nysgerrighed og forandring, der driver værket. Vel at mærke.

      Det kan også være en bemestringslyst. Man har set, hvad andre kan med ånd, hånd og krop – og sætter sig samme bemestring for. Her er målet mere synligt. Og læringen jo lige så. Måpske kan man endda uden de sædvanlig forbehold arbejde med synlig læring lige her. At have bemestret sig evnen til at kunne hævde et bræt er synligt nok, det er det også at kunne koncentrere sig med et fokus i en periode.

      Spørgsmålet om læringsmål er altså kompleks. Og en af udfordringer ved de nuværende fælles fastsatte er, at de ikke rummer den mulighed for mangfoldighed, som der mellem og i fag, discipliner, elever etc.

      Jeg håber, det antyder et svar.

      Kh

      • Hej Svend

        Tak for svaret.

        Jeg kan godt lide tanken om at spørgsmålet er målet, og målene midler. Det tror jeg også selv på. Jeg synes desværre det kører af sporet for dig, når du deraf udleder at spørgsmålet må være et resultat af målene.

        Jeg tænker det forholder sig omvendt: Spørgsmålet er et udgangspunkt, der gør alle svar mulige. Altså er spørgsmålet der først – og målene (svarene) bliver et resultat af spørgsmålet. Og hvis det er præmissen har du ret i, at formuleringen af mål, som foreløbige skitser, kan være en del af dannelsesprocessen. Det centrale er dog fordybelsen i spørgsmålet – for det er spørgsmålet, ikke målene, som foretagsomheden bør rette sig mod.

        Mvh
        Niels Jakob

        • Hej Niels Jakob

          Vi er ikke uenige. Forskellen er perspektivet. Når jeg siger, at spørgsmålet er, (jeg skrev ikke ‘må være’, men lad os sige ‘kan være’) resultatet af målene, tænkte jeg i dannelsesprocessen hos det enkelte barn. Men ikke ikke ontologisk, filosofisk, epistemologisk forstand.

          Vi kunne måske nærme os en fælles forståelse, hvis man sagde, at spørgmålet lå til grund.

          kh

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *