Når vi kløjs i dannelse

Indlægget er skrevet af Charlotte Birk Bruun, @CharlotteBirk

I løbet af det seneste halve år, er dannelse lidt blevet det nye sort. Der er konferencer om dannelse, politikere og meningsdannere taler om dannelse, og nogle er ved at have fået dannelsesbrok. Men hvad er det der dannelse egentlig for noget? Brian Degn Mortensen beskrev på fineste vis den tradition for dannelse, vi har haft i Danmark i sit indledende indlæg. Mange vil, når de hører ordet dannelse, tænke noget med snobbet kultur og overartikulerede vokaler. I en pædagogisk kontekst er dannelse dog noget helt andet, og det førnævnte er det, man kalder dannethed. Andre ligger inde med en opfattelse af dannelse som noget med bedaget rundkredspædagogik, hvor man ønsker sig tilbage til det talte ord, naturen og nationalromantiske værdier, og hvor alt fremskridt er noget der skal undgås. Begge opfattelser er misforståelser.

Dannelse, forstået som Bildung, er måske nok en gammel traver, men den er stadig aktuel. Dannelse er noget, vi alle besidder, det er ikke et specifikt indhold, det er selve vores ageren med verden. Filosoffen Heidegger taler om, at vi er kastet ind i denne verden sammen med andre. Helt fra starten af er det lille menneskefoster en del af et andet menneske, af en familie, af en kultur, af forventninger og handlinger. Dette er med til at danne os som individer. Vores institutioner, vuggestue, børnehave, skole, fritidshjem, foreninger er med til at bygge videre på denne dannelse. Det vi møder, er simpelthen med til at danne os. Ingen store overraskelser der.

Kierkegaard taler om, at vi på en gang er os selv og slægten. Med det mener han, at vi både er os selv, som i helt vores egen, samtidig med, at vi også er vores omgivelser, og vores omgivelser også er os. Alle der har stået og kigget ind i deres førstefødtes øjne for første gang, har opdaget, at de der har mødt et væsen, som er helt sin egen. Et væsen med vilje, tanker, følelser og behov, som vi nok har forsøgt at opdrage og tilpasse, men som i høj grad også har ændret os. Ingen bliver født uden de på en eller anden måde får sat deres aftryk i verden, selv det dødfødte barn påvirker sine omgivelser. Vores valg og handlinger påvirker kommende slægter, lige såvel som de påvirker vores nutidige medmennesker. Samtidig er vores handlinger også påvirket af de valg, der er taget forud af vores forfædre, eller bevares andres forfædre, ligesom de påvirkes af det, der er omkring os. Al den påvirkning kan godt blive lidt overvældende, og det kan være svært at finde ud af, hvornår man træffer egentlige valg, og hvornår man bare gør det, man er påvirket til at gøre.

Den gamle græske filosof Aristoteles taler om, at der findes tre former for viden:

Techne, den praktiske viden, handler om færdigheder, evnen til at kunne udføre færdighedsregning, afkode ord eller udføre specifikke dansetrin, er sådanne færdigheder. Færdigheder som kan være mere eller mindre vigtige alt efter ens livssituation. Tidligere var dans en vigtig del af den sociale interaktion, i dag er det en færdighed, der er mindre vigtig.

Episteme, den objektive viden, handler om det beviselige, historiske fakta og tidslinjer, geografiske data, biologi og matematiske formler, alt det vi i dag googler os frem til, og som vi prøver at forstå, er objektiv viden.

Fronesis, fornuften, handler om evnen til at kunne handle med begrundelse. Alle tre vidensformer er vigtige, men fornuften er nok den sværeste at kultivere og helt sikkert umulig at måle. Nogle kan finde på at oversætte fronesis til handlekompetence, men derved vil man skabe en illusion om, at fornuft er en færdighed, en kompetence, som man kan have eller ikke have, altså noget målbart. At handle med fornuft betyder i følge Heidegger, at man rører ved angsten for at træffe forkerte valg. Vi kan ikke træffe et egentligt valg uden også at vælge en masse andre muligheder fra. Dette er ret angstprovokerende. Det betyder også, at vi forstår, at der er konsekvenser ved vores valg og fravalg. Der kan ikke trækkes på et ‘forskningen siger’ her. Valget er naturligvis informeret og baseret på evner og færdigheder, men det er ikke et facit eller en logisk slutning. Det er det valg, der virker mest fornuftigt.

Den sidste bid, den med fornuften, er i mine øjne det, debatten om dannelse, folkeskolereform og læringsmål handler om. Med folkeskolereformen fik vi også de nationale mål, som ses her:

Især det første mål skurer: ”så dygtige de kan”. Dygtighed er i sig selv et lidt pudsigt begreb at trække ind i et mål for folkeskolen. For hvad er det, vores børn skal blive dygtige til? Er det regning? Læsning? Altså ren færdighedstræning? Når man ser på operationaliseringen af målene, så er svaret ja. Der står sort på hvidt, at politikerne synes, at det vigtigste er, at eleverne bliver dygtige til at læse og regne i de nationale test.  Et eller andet sted så ved vi alle nok, at det jo dybest set ikke er formålet med, at vi sender vores afkom i skole. Selvfølgelig er det en god ide, at de får lært at læse og regne, men det i sig selv gør jo ikke alverden. De skal kunne bruge deres viden og deres færdigheder til noget, de skal handle og agere i verden, de skal ’producere’ noget og have noget for med verden.

I virkeligheden er tiden ved at være løbet en smule fra færdigheder såsom afkodning og regning. Vi har teknologi, der klarer begge dele for os. Lidt lige som med dansen, så vil det snart være noget, vi lærer, fordi det er en tradition og ikke et behov. Andre færdigheder, såsom evne for kildekritik og viden om informationsstrømme, bliver væsentlige at få udviklet. Der tales en del om 21th century skills, hvor man har en ide om, at man kan forudsige, hvilke færdigheder og hvilken viden der er behov for at udvikle på. Den slags fremtidsforskning er afgjort interessant, men den skal altid mødes med en hvis skepsis. Vi kan ikke forudsige fremtiden, vi kan kun have formodninger og kan meget let formode forkert. Fx er jeg af en generation, der løbende har måtte udvikle nye færdigheder, som ingen havde forudset, at vi havde brug for. Det vigtigste har i den sammenhæng ikke været, om vi kunne læse og regne, om vi havde viden og færdigheder, det vigtigste har været vores evne til at agere i det nye, at kunne handle med fornuft.

Ved at fokusere på ’dygtighed’, forstået som at være dygtig til at læse og regne i de nationale test, kommer man til at fokusere på det målbare. På slutprodukter. Det bliver maskinelt, vi putter et råstof ind, 6 årige menneskebørn, vi bearbejder det og holder løbende øje med læringskurven, og ud får vi et produkt, 16 årige semivoksne, der besidder specifikke færdigheder og specifik viden. Og det kan jo være meget fint i en verden, der ikke udvikler sig eksponentielt, eller en verden hvor vi ønsker borgere, der gør sådan, som de har lært. Problemet med færdigheder og viden er, at begge dele meget hurtigt bliver forældet og ubrugeligt. Især i vores samtid. Derfor bør vi fokusere på det, der ikke forældes, nemlig fornuften.

I en verden fuld af usikkerhed og forandringer føles det trygt at læne sig op af data, færdigheder og ‘nødvendige’ beslutninger. Men så træffes der jo ikke længere valg. Så er vi blot væsner uden fornuft, der lader os styre af verdens gang.

Dannelse er at kunne tage angstprovokerende valg. Ikke hver dag måske, men jævnligt.

En tanke om "Når vi kløjs i dannelse"

  1. Efter min mening:
    Techne + episteme + glæde, sorg og kærlighed = fronesis (hos de fleste).

    “Folkeskolen skal mindske betydning af social baggrund i forhold til faglige resultater”

    I hvert fald det mål bliver helt sikkert nået.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *