Dannelse handler også om de helt små børn

Indlægget er skrevet af Trine Venbjerg Hansen, DEA

I Tænketanken DEA har vi traditionelt haft fokus på ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser, og hvordan de bidrager til værdiskabelsen i Danmark. Men sidste år kastede vi os over 0-6-års området, blandt andet fordi rigtig meget tyder på, at udfordringer med fx negativ social arv og deraf følgende mangel på social mobilitet senere i uddannelsessystemet og ikke mindst på arbejdsmarkedet kan løses bedre ved at sætte ind, mens børnene er helt små.

Faktisk drister vi os til at se dagtilbudsområdet som et afgørende fundament for den læring og livsduelighed, som skal ruste børnene til at blive så dygtige som muligt – både i forhold til at lære, men også til at indgå i og bidrage til de mange helt afgørende fællesskaber, som vi ved, at det er vigtigt at være en del af som en god og lykkelig samfundsborger. Nogle af de vigtige spørgsmål for mig og Tænketanken DEA er altså, hvordan vi får nogle endnu stærkere dagtilbud og en endnu højere kvalitet, end vi har i dag til gavn for alle børn.

Hvad har det så med dannelse at gøre? Hvordan kan dannelsesbegrebet bruges som afsæt for en mangfoldig debat af hvad børnene ”skal have ud af” at gå i dagtilbud? Efter min mening kan det give en platform for både vores samfundsmæssige debat om dagtilbuddenes rolle, hvordan og hvor højt vi vil prioritere området, men også mere konkret for det pædagogiske arbejde, hvor vi nøje overvejer og prioriterer, hvilke værdier og kompetencer, vi vil give børnene. Heri ligger også nogle overvejelser om, hvordan vi klæder de fagprofessionelle på til sammen at turde tage livtag med, hvad dannelse i hverdagslivet er, og hvad børnene har brug for at tage med sig videre i livet. I første omgang når skolelivet står for døren, hvor børnene træder ind i et nyt og større fællesskab i grundskolen, hvor de skal gøre sig gældende, spejle sig i og vekselvirke med andre børn og dermed også nye værdisæt og verdensanskuelser. Det kalder på refleksioner om dannelse, og jeg mener, der er tre afgørende forhold at holde sig for øje.

For det første mener jeg, at der er brug for i højere grad end i dag også at se dagtilbuddene i sammenhæng med fx uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Det er i manges øjne særdeles kontroversielt at sætte vores dagtilbud ind i en sådan sammenhæng, og jeg er helt enig i, at forberedelse til uddannelse og job ikke er det eneste formål med vores dagtilbud. Så langt fra. Børns dannelse handler selvfølgelig også om meget andet. Men ikke desto mindre mener jeg, at vi skal turde diskutere dagtilbuddene i sammenhæng med vores uddannelsessystem og en bæredygtig og værdiskabende tilværelse på arbejdsmarkedet ikke mindst fordi undersøgelser viser, at læringsulighed og negativ social arv grundlægges tidligt.

For det andet og i forlængelse heraf, skal vi se i øjnene, at vi på fremtidens mere globaliserede arbejdsmarked i endnu højere grad end i dag vil blive mødt af stadig stigende krav til bl.a. vores omstillingsevne, vores produktivitet samt vores pålidelighed og robusthed. Det stiller først og fremmest større krav til vores uddannelsessystem. Men i flere analyser af såvel ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser kan vi se, at der er nogle grupper, som er mere motiveret og også bedre til at bruge uddannelse i dag. Det giver disse grupper markant bedre livsmuligheder. Den forskel skal vi blive bedre til udligne ikke mindst for den enkeltes skyld. Men også i et større samfundsperspektiv er det afgørende, at alle borgere bidrager med netop deres evner og deres talent.

Endelig for det tredje ser jeg også en udfordring med at skabe fundamentet for en stærk livsduelighed som sådan. Ikke bare som følge af de stigende krav til vores indsats på arbejdsmarkedet. Men også set i et bredere livsperspektiv er der grund til at interessere sig for, hvordan vi gennem øget fokus på børnenes tid i vores dagtilbud kan styrke den enkeltes evne til at indgå i fællesskaber, skabe mening og sammenhæng i en mere uforudsigelig tilværelse.

Det er nogle af de udfordringer, som jeg ser i debatten om vores dagtilbud, og som har konsekvenser for de refleksioner, debatter og i sidste ende, hvad vi mener er dannelse for børnegruppen på gul stue. Hvad er det vi vil præsentere barnet for? Hvad er man sammen med dem om? Hvad skal børnene være sammen om og hvordan? Hvilke personlige og samfundsmæssige værdier skal børnene have med i bagagen på deres videre livsrejse? Hvordan kan vores dagtilbud skabe livsduelige børn, der trives og oplever sig som værdige bidragydere i vores allesammens fællesskab? Disse refleksioner og debatter skal gøre os klogere på, hvilke konkrete investeringer og valg, som vi træffe fremover, så vi investerer klogt, og styrker kvaliteten og læringsmiljøerne for de allermindste. På den måde vil vi give alle børn et meget bedre udgangspunkt for et godt og virksomt liv, som klæder dem på til at forholde sig aktivt til, hvad det vil sige at være et dannet menneske i en foranderlig verden.

Hvem er mest dannet?

Indlægget er skrevet af Lis Lak Risager

Før jeg begyndte på dette indlæg skrålæste jeg mig ned gennem rækken af fine indlæg fra de mange – meget forskellige – forfattere om begrebet dannelse her på bloggen. Fine tekster, der hver især bærer præg af den position, de er skrevet fra. Jeg er glad for at jeg påtog mig opgaven med at skrive et indlæg, for det har givet mig muligheden for at opholde mig ved begrebet dannelse, der, som Lasse Reichstein skriver i sit indlæg af 18/4/17, er blevet ”det nye sort”. Noget, man hører alle steder og ved, er vigtigt, ikke lige når at få tænkt nærmere over, men langsomt bliver lidt træt af at høre om. Selvom man ikke altid hører ordentligt efter. At blogge er for mig at høre ordentligt efter.

Jeg er glad for pædagog Pernille Geiker Howards indlæg ”Hvis skolen gik i børnehave” fra 10/4/17, hvor hun deler fine praksiseksempler fra sit daglige arbejde med dannelse i børnehaven Nyrup. Hun beskriver, hvordan hun lærer børnene at forholde sig eksperimenterende og legende, at skabe nyt. Ved overgangen til skolen ændres synet på dannelse, oplever hun, på en måde, så en del af hendes arbejde løber ud i sandet. Fokus ændres fra læring som udviklende i sig selv, til at handle om det indholdsmæssige; stoffet, der skal tilegnes. Howard rejser spørgsmålet, om dette radikale skift er hensigtsmæssigt, set i lyset af, hvilke kompetencer fremtidens arbejdsmarked efterspørger:

Fremtiden forventer at børn selv kan skabe, eksperimentere og søge løsninger i alle de jobs, som ikke findes endnu. Derfor er det ikke vigtigt, hvad de lærer, men hvordan de lærer, og hvordan de lærer selv kunne finde løsninger på deres opgaver. (Pernille Geiker Howard, ”Hvis skolen gik i børnehave” 10/04/17, denne blog.)

På fremtidens arbejdsmarked er det ikke nok at kunne betjene en maskine. Man skal kunne tænke nyt og løse problemer. Det medfører nye krav til uddannelse og påvirker dannelses-idealet.

Dannelse er for hende at lære at lære og det går, for hende at se, forud for at tale om indhold. Indholdet er sekundært. Interessant standpunkt.

Sofie Karsten Nielsen (R), som er MF og uddannelsesordfører har skrevet indlægget ”Dannelse som kritisk tænkning”, 2/4/17, som også er godt. Som politiker er hun fjernere fra den daglige praksis og udtaler sig følgende mere generelt om temaet. Hun opstiller det, jeg ser som et tredelt dannelsesbegreb:

For mig knytter dannelse sig til en fortrolighed med sig selv og de sammenhænge man er en del af. Det er væsentligt at vide, hvad man er rundet af, men samtidig er det mindst lige så vigtigt, at vi ikke bare er i stand til at forstå og analysere; vi skal også have muligheden for at sætte os selv på spil, engagere os og bidrage til forandring. Sofie Karsten Nielsen, ”Dannelse som kritisk tænkning”, 2/4/17, denne blog.

Flot formulering. Når Nielsen taler om at vide, ”hvad man er rundet af”, forstår jeg det som et udtryk for det klassiske dannelsesbegreb, og med det mener jeg det fag-faglige indhold; helt overordnet historie, sprog, samfundsvidenskab, naturvidenskab, kunst. Det er det første trin. Det handler dog ikke bare om at kende til disse grundlæggende fagområder og lære ting udenad. Det handler også om – og det er det andet trin – at kunne ”forstå og analysere” på baggrund af denne viden. Hertil kommer så for mig at se et tredje trin, som hun skriver er ”mindst lige så vigtigt”, nemlig at kunne ”sætte os selv på spil, engagere os og bidrage til forandring. ”

Når noget er ”mindst lige så vigtigt som”, er det måske endda ”lidt vigtigere end”. Derfor læser jeg det sådan, at de to skribenter lander nogenlunde det samme sted, om end den klassiske dannelse – indholdet – fylder mere hos Nielsen end hos Howard.

Fælles for dem er, at de i forhold til dannelse fremhæver evnen til at bidrage med noget nyt, til problemløsning. Jeg synes, det ligger lige til højrebenet her at inddrage Lotte Darsøs begreb innovationskompetence, som hun definerer som ”evnen til at skabe innovation ved at navigere effektivt i samspil med andre i komplekse sammenhænge. ” (Darsø, 2011) Darsøs pointe er netop at den, der vil navigere effektivt i komplekse sammenhænge er nødt til både at have en solid faglig viden og kunne analysere. Derudover må man kunne anvende sin viden kreativt og indgå i sammenhænge med andre – gerne folk, der kan noget andet og tænker anderledes end én selv – for at skabe optimale løsninger. Jeg har ikke tænkt på det før, men faktisk er det et dannelsesideal, Darsø opstiller her. Hele Darsøs projekt som forsker handler om at forene de to dimensioner – de faglige og de personlige kompetencer – i innovative processer. Det er ikke så let, for innovationskompetence skal ”fremelskes”, skriver hun. Den kommer ikke på kommando. Hun vil være fuldstændig enig med Howard i, at innovation fylder for lidt i vores uddannelsessystem i dag.

Howard og Nielsen er altså – i min læsning –  i en vis grad fælles om et dannelsesbegreb, hvor tyngden af den formelle uddannelse mindskes til fordel for evnen til at kunne tænke innovativt og skabe løsninger. Det vil sige, at niveauet af dannelse ikke er afhængigt af uddannelsesniveau, men i højere grad er knyttet til nogle personlige kompetencer. Styrken af disse personlige kompetencer må stå deres prøve i praksis, tænker jeg, for det er jo her, problemerne skal løses. Det er derfor i forhold til løsningen af arbejdslivets og hverdagens opgaver, man kan se, om mennesket er dannet. Det må gælde uanset om man er pædagog eller politiker, buschauffør eller gymnasielærer.

Selv kommer jeg fra UC-verdenen, hvor jeg underviser i kommunikation og projektledelse inden for sundhedsfremme. Det er min position og herfra, jeg ser verden. Inden for sundhedsfremme taler vi om, at alle skal have lige mulighed for at træffe de sunde valg, så høj som lav kan leve lige længe og være lige raske, hvilket desværre ikke er tilfældet i dag. Vi er med andre ord meget optagede af lighed. Jeg kan følgelig godt lide tanken om, at dannelse handler om, hvor gode vi hver især er til at være med til at drive samfundet i den rigtige retning, uanset hvilken plads, vi befinder os på. Jeg er bare usikker på, hvorvidt eliten vil give afkald på positionen som ”mest dannede”.

Litteratur: Darsø, Lotte: ”Innovationspædagogik – kunsten at fremelske innovationskompetence”, Forlaget Samfundslitteratur (2011)

 

 

 

Folkeskolen – dannelsens kampplads

Indlægget er skrevet af Lasse Reichstein, skoleleder Hellerup Skole

Vi har et dannelsesproblem i Danmark, når det er blevet stuerent at ringeagte og mistro andre mennesker pga. holdninger, tilknytning til arbejdsmarkedet, religion og kultur. Vi har i den grad brug for at skrue op for dialogen om dannelse og skrue op for det systematiske og målrettede arbejde med dannelse i folkeskolen.

Som Charlotte Birk Bruun beskriver i sin blog, er dannelse blevet det nye sort, eller rettere, at tale om dannelse er blevet det nye sort. Vi danner os i vores specifikke kontekst, og jeg formoder, at den største del af dannelsen sker uplanlagt og uden, at nogen har haft en dannende hensigt. Vi dannes i vores relationer, vi dannes i mødet med vores omgivelser og vi dannes, fordi vores hjerne udvikler sig. Der er mange gode eksempler på definitioner af dannelse i de andre indlæg.

De vigtigste årsager til, at vi på skoleområdet i stigende grad er blevet optaget af dannelse, opstod i 2013, nemlig lockout, Lov 409 og Folkeskolereformen. Det var den mindst dannede og mest fremmedgørende, arrogante og uigennemtænkte måde at lave en skolereform på. Det har betydet, at stort set alt, der kan forbindes med reformen, for mange lærere er dårligt, uanset kvaliteten eller hensigten.

Men da vi begyndte at tale om dannelse, sker der noget magisk! Det tændte en glød i vores gamle lærerhjerter, fordi initiativet er ikke politisk, men måske snarere en reaktion mod de politikere, der lukkede lærerne ude fra deres arbejdsplads, fratog dem en måneds løn og pension, og som ændrede deres arbejdsvilkår mærkbart. Dannelse blev våbnet i kampen mod New Public Management, reform, og det som af nogle beskrives som et paradigmeskifte fra undervisning til læring, som skolens kerneopgave.

Med dannelseskortet på hånden trumfer man forskningsbaseret viden om undervisning og læring, man trumfer brugen af data, fordi det påstås, at dannelse ikke kan måles og vejes og man trumfer al snak om læringsmålstyret undervisning. Dannelse er noget ædelt og fint, og når både Kierkegaard og Grundtvig hives ned af boghylden, ved ethvert dannet menneske, at nu skal man sige ja og ammen, eller i det mindste holde mund, så ens manglende dannelse ikke blottes. Talte Søren og Nikolai Frederik Severin måske nogensinde om synlig læring, brug af data eller feedback? Nej vel!

Men skolen skal ikke være slagmarken for kampen mellem de to fløje Stefan Hermann kalder ”den pædagogisk konservative” og ”den politisk administrative”. Skolen skal både danne og uddanne. Vores elever skal blive til både noget og nogen. Det sker bedst med en pragmatisk tilgang, hvor vi ikke vælger en fløj, men gør os umage med at arbejde systematisk med dannelsen på samme måde, som vi arbejder med skolens fag og elevernes kompetencer.

Pernille Geiker Howard har i sin blog en god beskrivelse af arbejdet med digital dannelse i børnehaven, og der er ikke den store forskel på dannelse på daginstitutionsområdet og i skolen, som Pernille ellers har fået indtryk af. Jeg genkender hendes forståelse af dannelse fra skolen. Det er i daginstitutionerne, at det professionelle arbejde med dannelsen begynder, og vi skal i dialog om, hvad vi kan lære af hinanden og om hvordan vi skaber en god overgang for børnene.

På vores skole er vi begyndt på arbejdet med at forandre dannelse fra noget, der er summen af alle vores individuelle indsatser og forståelser, og til at være et begreb, vi drøfter, forholder os til og arbejder med i et forpligtende fællesskab mellem de professionelle, eleverne og forældrene. Det kræver mange dialoger med alle tre parter, og også insisteren på, at vi ikke er en vidensfabrik, men en skole.

Svend Thorhauge skriver at tillid er kittet, der får samfundet til at hænge sammen. Det samme gælder på skolen. Elever, der har tillid til, at de voksne vil dem noget godt, deltager men lyst til at lære, mod til at lave fejl og villighed til at hjælpe andre. Professionelle, der har tillid til, at forældre vil deres børn det bedste, forældre, der har tillid til, at skolen vil gøre deres bedste for at udvikle deres børn. Tillid er et eksempel på, hvordan vi arbejder med dannelse. Vi viser tillid i overmål til vores elever, og vi får tillid tilbage. Vi tror på, at vi kan lære dem at være selvhjulpne, og at de lærer af deres fejl, når de ikke lever op til vores tillid.

Der er mange andre eksempler på, hvordan skolen arbejder systematisk med dannelse. Det drejer sig fx om hele trivselsarbejdet, respekten for hinanden, evnen til at forstå andres perspektiv, værdsættelse af forskellighed. Det drejer sig om at skabe en nysgerrig og undersøgende tilgang til at lære. Det drejer sig om kildekritik, viden om vores verden og faciliterede, demokratiske drøftelser blandt eleverne. Det drejer sig om at lære at skelne mellem fakta og holdninger og meget, meget andet.

”Hvis du bruger data til at analysere og informere din praksis, så har du helt sikkert misset pointen med skolen”, skriver Micki Sunesen i sin jobannonce. Min påstand er den stik modsatte. Hvis vi ikke begynder at bruge data til at følge elevernes dannelse, tager vi ikke vores opgave alvorligt. Når elevernes dannelse er en vigtig del af folkeskolens opgave, giver det rigtig god mening at undersøge om vi lykkes med det, mens vi endnu er i gang med og har mulighed for at arbejde videre med deres dannelse. Det skal fx i samtaler med elever, når vi observerer læring og leg, i National Trivselsmåling og i gruppeinterview. I den forståelse er data både kvantitativ og kvalitativ, og helt sikkert en værdifuldt udgangspunkt for at stille de rigtige spørgsmål til, hvordan det står til med dannelsen, og hvad vi gør fremadrettet for at danne vores elever.

Mennesker dannes uanset, hvad vi gør, men skal de dannes som beskrevet i Folkeskolens Formålsparagraf og med gode medmenneskelige, ligeværdige, kritiske og demokratiske værdier, skal vi glemme dogmerne og fronterne. Ærligt talt, det bidrager ikke med noget, og det inspirerer slet ikke til vores vigtige arbejde med dannelsesaspektet.

Hvis skolen gik i børnehave

Indlægget er skrevet af Pernille Geiker Howard, pædagog i Børnehaven Nyrup

Når vi snakker om dannelse kan vi ikke undgå også at snakke om digital dannelse.

Når vi snakker om digital dannelse, er der en utrolig stor fokus på hvilket grej, platforme og læringsapps der bruges. Den snak er i virkeligheden forældet og slet ikke relevant, i og med, at det ”bare” er grej. Det spændende, udfordrende og eksperimenterende ligger i, hvordan vi vælger at bruge det. Hvordan inddrager vi det i en pædagogisk sammenhæng, hvor det er pædagogikken og læringen, der er det centrale. Dannelsen ligger ikke i, hvad grejet kan, men hvilken tilgang vi har til det.
En pædagogisk dannelsesproces, hvor man tænker over

  • hvorfor gør vi det, vi gør?
  • hvilken mening er der med at gøre det lige sådan?
  • hvad er det, der gør det specielt, at bruge lige det grej?

Dette skal sættes sammen med en tilgang, hvor børnene får lov og plads til at være en del af hele processen. De er med til at planlægge, hvad indholdet skal være, hvilke spørgsmål der opstår, og hvordan vi finder frem til løsningerne. Børnene skal kunne udfordre sig selv og hinanden ved at hele tiden at undre sig og overveje, hvordan vi søger løsninger og svar sammen.

Dette udfordrer og kræver, at pædagoger er omstillingsparate. Hvis indholdet hele tiden ændre retning og følger det eksperimenterende, så kræver det at vi, som pædagoger, kan sætte rammer op som er meget faste og tydelige. Vi skal sikre at alle føler, at de bliver hørt og oplever, at de er en del af et fællesskab, hvor deres input har en betydning.

For mig handler digital dannelse om, at vi oplever at være en del af et større fællesskab, hvor vi både kan modtage noget og bidrage med noget. Vi tager stilling til og undre os over, hvad andre bidrager med, og vi har tanker og overvejelser bag hvad vi deler.

Gennem det eksperimenterende danner vi meninger og holdninger og skaber et syn på livet, som passer til os. Dette gør vi som (børne)gruppe og som individ. Vi er med til at forme/danne hinanden og hinandens meninger.

I daginstitutionen lærer børn at være sammen med mange mennesker og være en del af et fællesskab. De lærer hvordan de sociale regler er, og hvad der forventes af dem i forskellige sammenhæng. De har læringsmål, som skal nås, men de lærer det hele igennem mange forskellige læringsstile.

Når vi skal lærer noget om billedkunst, så går vi på nettet for at hente inspiration, vi skriver brev til forældrene, vi går i skoven for at hente materialer, vi går en trekantet tur med Endomondo, vi bygger med vores hænder, vi tager billeder og filmer det, vi deler det på nettet og vi laver en udstilling for vores forældre. Denne proces tog 4 dage af 2 timer.

Hvis vi overførte den proces til skolen, ville vi kunne sætte hak ved både dansk (forældrebrev), idræt (tur i skoven hvor vi kravlede i gennem krat og over træstubbe), it (hente ideer, Endomondo, dele billeder og film), matematik (former og størrelsesforhold) billedkunst (bygge).

Det var børnenes egne ideer og kreative proces, der kom frem til både indhold og resultat. Alle børn følte et ejerskab og en stolthed ved det færdige produkt, men det var processen, der havde været med til at skabe den dannelse og læring, der lå for hvert enkelt barn og for gruppen som fællesskab. De oplevede igennem en fælles dannelsesproces, at de kunne skabe noget, som havde indhold og betydning. Dette er færdigheder, de kan tage med sig resten af livet, og som vil være med til at forme og danne dem.

Fremtiden forventer at børn selv kan skabe, eksperimentere og søge løsninger i alle de jobs, som ikke findes endnu. Derfor er det ikke vigtigt, hvad de lærer, men hvordan de lærer, og hvordan de lærer selv kunne finde løsninger på deres opgaver. Vi kan ikke danne børnene, men vi kan forhåbentlig være med til at bidrage med input til deres dannelsesproces. Det er op til børnene selv at vælge og sortere i, hvad de mener har værdi for dem og deres liv.

Hvis børnene begynder at kede sig, ikke være deltagende eller stille hvorfor-spørgsmålet, som Mikkel Lykkeberg Kiil nævner, så er det fordi, de ikke er inddraget nok i deres egen proces og ikke føler ejerskab, og så må vi tilpasse indholdet. Så skal børnene og deres spørgsmål mere på banen og pædagogens opgave skal tilbage til at fokusere på den røde tråd, hvor de sætter tydelige og faste rammer og sætter fokus på dannelsen.

Hvis skolen, med den nye skolereform, kunne komme på kursus i en børnehave, kunne de måske lære, hvad man i mange år har gjort for at inddrage flere forskellige læringsstile, læringsmål og ikke mindst dannelse, der tager udgangspunkt i det enkelte barn.

Alle under en eksperimenterende paraply der lærer børnene at tage medansvar i deres egen læring. Den giver dem et formål med, hvorfor de skal blive ved med at lære, undre og danne sig resten af livet.

Jeg oplever, at vi har to forskellige syn på dannelse i det danske samfund, som ikke snakker sammen eller lærer af hinanden. Det ene er daginstitutionernes, og det andet er skolernes. Det er forskellige syn på læring og dannelse, som gør, at det er svært at overfører den gode erfaring fra den ene til den anden. Det er to forskellige verdener, som kun har den forbindelse, at børnene skal gå fra den ene til den anden. Der er for meget snak om faggrupper og for lidt snak om hvad vi kan gøre for at finde en fælles sti igennem et helt dannelsesliv.

Tænk hvis vi kunne lære af hinanden og dermed få et mere sammenhængende syn på dannelse igennem hele livet. Tænk hvis dannelse betød, at man selv havde indflydelse på sin egen læring og udvikling.

Dannelse være en livsproces, hvor vi hele tiden udvikler os og skaber nye tanker og spørgsmål.

Fremtid er der ingen af os, der kan spå om, men hvad vi med garanti kan sige er, at den vil ændre og udvikle sig, også i forhold til hvordan både job og samfund vil være fremover. Vi skal være verdensborgere, som kan omstille os og være parate til jobs som ikke findes i dag, og som vi ikke kender til.

Dannelse som kritisk tænkning

Indlægget er skrevet af: Sofie Carsten Nielsen, medlem af Folketinget, Radikale Venstre, Uddannelsesordfører

Der er noget paradoksalt over den måde, vi diskuterer dannelse på. På den ene side er alle enige om, at dannelse er vigtig og relevant for os alle. På den anden side er debatten i mange situationer indforstået og forbeholdt de få. Ofte bliver dannelse diskuteret som noget abstrakt og luftigt, og det er vanskeligt at blive klog på, hvad det er en underviser eller en uddannelsesinstitution skal gøre anderledes, hvis målet er mere dannelse. Skal der være mere vægt på humanistiske teorier og begreber, sådan som nogen hævder? Eller ville man med lige så stor ret kunne sige, at dannelse også knytter sig til f.eks. håndværk og ingeniørkunst? Diskussionen er langt fra triviel, for når vi begynder at konkretisere bliver vi forpligtede. Alle vil sige, at vi skal tage ordentligt vare på dannelsen, men med konkretiseringen kommer både uenigheden og muligheden for at lave tingene om.

For mig knytter dannelse sig til en fortrolighed med sig selv og de sammenhænge man er en del af. Det er væsentligt at vide, hvad man er rundet af, men samtidig er det mindst lige så vigtigt, at vi ikke bare er i stand til at forstå og analysere; vi skal også have muligheden for at sætte os selv på spil, engagere os og bidrage til forandring. Det hverken kan eller skal vi gøre som enkeltindivider, og derfor skal vi udvikle en sensitivitet over for egne begrænsninger og kunne anerkende andres bidrag og behov. Dannelse vedrører ikke kun den enkeltes udvikling, men også en styrkelse af de fællesskaber, vi er en del af.

Hvis dannelse kan beskrives som den proces, hvor vi bliver til nogen (se Brian Degn Mårtenssons indlæg) er det vanskeligt at pege på noget, der ikke principielt kan være dannende. Men ser man på den tid, vi lever i, er der selvfølgelig nogle forhold, som er særligt iøjnefaldende. For eksempel virker det nødvendigt, at vi sammenknytter dannelse og teknologi. Vi har således det til fælles, at teknologi altid er nærværende, og det ikke kun som redskaber, men også som et meget mere grundlæggende vilkår. Man behøver blot at tænke på robotter, kunstig intelligens, proteser eller vores afhængighed af mobiltelefonen for at overbevise sig om, at teknologi er med til at definere, hvem vi er, og hvordan vi ser hinanden og verden.

Noget lignende kan man sige om information og viden. Aldrig er der blevet lavet så mange undersøgelse af både det ene og det andet, og aldrig har nyheder og information været så tilgængelig, som tilfældet er i dag. Det giver os nogle unikke muligheder, men også udfordringer. Nogle gange har vi svært ved at skabe perspektiv, fordi vi overvældes af for mange og måske modstridende informationer. Andre gange er oplysningerne falske og uvederhæftige. Og ofte er det vanskeligt at omsætte den store mængde information til gode handlinger og konstruktiv forandring.

Disse forhold understreger behovet for en dannelse, som sætter selvstændig, kritisk tænkning i højsædet. Vi skal kunne vurdere og sortere i tingene, og vi skal være i stand til at samle teknologi og viden op og bruge det i vores bestræbelser på at forandre verden. Det kræver tro på egne evner, men også kreativitet og den selvindsigt, at vi ikke løser udfordringerne alene. Samtidig skal vi være klar over, at nok er vi fælles om en verden, hvor teknologi og viden cirkulerer, men vi mærker ikke de samme konsekvenser. For nogle åbner der sig nye muligheder, mens andre oplever, at hverdagen bliver vanskelig. Deres job forsvinder, verden fremstår som uoverskuelig, og mange føler, at de skal kæmpe for at hænge på. Derfor må det være en del af dannelsen at udvikle en opmærksomhed over for den marginalisering og udstødelse fra fællesskabet, som løbende finder sted. I det dannede samfund er der brug for alle.

Sådan er det i hvert fald i min forståelse. Andre vil være uenige og hævde, at dannelse ikke har noget at gøre med social empati, og i stedet vil de måske lægge mere vægt på det nationale og det historiske. Denne uenighed skal vi imidlertid ikke være bange for. Tværtimod vil vi uvægerligt blive uenige om dannelsen, når vi først begynder at konkretisere den. I virkeligheden handler det jo om, hvilke værdier der skal stå centralt i vores samfund. Derfor er dannelsesdiskussionen også en politisk diskussion, som vi skal åbne op og invitere alle med i.