Dannelse som kritisk tænkning

Indlægget er skrevet af: Sofie Carsten Nielsen, medlem af Folketinget, Radikale Venstre, Uddannelsesordfører

Der er noget paradoksalt over den måde, vi diskuterer dannelse på. På den ene side er alle enige om, at dannelse er vigtig og relevant for os alle. På den anden side er debatten i mange situationer indforstået og forbeholdt de få. Ofte bliver dannelse diskuteret som noget abstrakt og luftigt, og det er vanskeligt at blive klog på, hvad det er en underviser eller en uddannelsesinstitution skal gøre anderledes, hvis målet er mere dannelse. Skal der være mere vægt på humanistiske teorier og begreber, sådan som nogen hævder? Eller ville man med lige så stor ret kunne sige, at dannelse også knytter sig til f.eks. håndværk og ingeniørkunst? Diskussionen er langt fra triviel, for når vi begynder at konkretisere bliver vi forpligtede. Alle vil sige, at vi skal tage ordentligt vare på dannelsen, men med konkretiseringen kommer både uenigheden og muligheden for at lave tingene om.

For mig knytter dannelse sig til en fortrolighed med sig selv og de sammenhænge man er en del af. Det er væsentligt at vide, hvad man er rundet af, men samtidig er det mindst lige så vigtigt, at vi ikke bare er i stand til at forstå og analysere; vi skal også have muligheden for at sætte os selv på spil, engagere os og bidrage til forandring. Det hverken kan eller skal vi gøre som enkeltindivider, og derfor skal vi udvikle en sensitivitet over for egne begrænsninger og kunne anerkende andres bidrag og behov. Dannelse vedrører ikke kun den enkeltes udvikling, men også en styrkelse af de fællesskaber, vi er en del af.

Hvis dannelse kan beskrives som den proces, hvor vi bliver til nogen (se Brian Degn Mårtenssons indlæg) er det vanskeligt at pege på noget, der ikke principielt kan være dannende. Men ser man på den tid, vi lever i, er der selvfølgelig nogle forhold, som er særligt iøjnefaldende. For eksempel virker det nødvendigt, at vi sammenknytter dannelse og teknologi. Vi har således det til fælles, at teknologi altid er nærværende, og det ikke kun som redskaber, men også som et meget mere grundlæggende vilkår. Man behøver blot at tænke på robotter, kunstig intelligens, proteser eller vores afhængighed af mobiltelefonen for at overbevise sig om, at teknologi er med til at definere, hvem vi er, og hvordan vi ser hinanden og verden.

Noget lignende kan man sige om information og viden. Aldrig er der blevet lavet så mange undersøgelse af både det ene og det andet, og aldrig har nyheder og information været så tilgængelig, som tilfældet er i dag. Det giver os nogle unikke muligheder, men også udfordringer. Nogle gange har vi svært ved at skabe perspektiv, fordi vi overvældes af for mange og måske modstridende informationer. Andre gange er oplysningerne falske og uvederhæftige. Og ofte er det vanskeligt at omsætte den store mængde information til gode handlinger og konstruktiv forandring.

Disse forhold understreger behovet for en dannelse, som sætter selvstændig, kritisk tænkning i højsædet. Vi skal kunne vurdere og sortere i tingene, og vi skal være i stand til at samle teknologi og viden op og bruge det i vores bestræbelser på at forandre verden. Det kræver tro på egne evner, men også kreativitet og den selvindsigt, at vi ikke løser udfordringerne alene. Samtidig skal vi være klar over, at nok er vi fælles om en verden, hvor teknologi og viden cirkulerer, men vi mærker ikke de samme konsekvenser. For nogle åbner der sig nye muligheder, mens andre oplever, at hverdagen bliver vanskelig. Deres job forsvinder, verden fremstår som uoverskuelig, og mange føler, at de skal kæmpe for at hænge på. Derfor må det være en del af dannelsen at udvikle en opmærksomhed over for den marginalisering og udstødelse fra fællesskabet, som løbende finder sted. I det dannede samfund er der brug for alle.

Sådan er det i hvert fald i min forståelse. Andre vil være uenige og hævde, at dannelse ikke har noget at gøre med social empati, og i stedet vil de måske lægge mere vægt på det nationale og det historiske. Denne uenighed skal vi imidlertid ikke være bange for. Tværtimod vil vi uvægerligt blive uenige om dannelsen, når vi først begynder at konkretisere den. I virkeligheden handler det jo om, hvilke værdier der skal stå centralt i vores samfund. Derfor er dannelsesdiskussionen også en politisk diskussion, som vi skal åbne op og invitere alle med i.

En tanke om "Dannelse som kritisk tænkning"

  1. Interessant pointe at de teknologiske fremskridt opleves som en mulighed for de fleste, mens en del af befolkningen risikerer at blive marginaliseret. Jeg synes du har ret i at der påligger de ressourcestærke at se og anerkende dette. Denne del af dannelsen vil jeg – som er så glad for at opdele ting i kategorier – kalde medborgerskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *