Hvis skolen gik i børnehave

Indlægget er skrevet af Pernille Geiker Howard, pædagog i Børnehaven Nyrup

Når vi snakker om dannelse kan vi ikke undgå også at snakke om digital dannelse.

Når vi snakker om digital dannelse, er der en utrolig stor fokus på hvilket grej, platforme og læringsapps der bruges. Den snak er i virkeligheden forældet og slet ikke relevant, i og med, at det ”bare” er grej. Det spændende, udfordrende og eksperimenterende ligger i, hvordan vi vælger at bruge det. Hvordan inddrager vi det i en pædagogisk sammenhæng, hvor det er pædagogikken og læringen, der er det centrale. Dannelsen ligger ikke i, hvad grejet kan, men hvilken tilgang vi har til det.
En pædagogisk dannelsesproces, hvor man tænker over

  • hvorfor gør vi det, vi gør?
  • hvilken mening er der med at gøre det lige sådan?
  • hvad er det, der gør det specielt, at bruge lige det grej?

Dette skal sættes sammen med en tilgang, hvor børnene får lov og plads til at være en del af hele processen. De er med til at planlægge, hvad indholdet skal være, hvilke spørgsmål der opstår, og hvordan vi finder frem til løsningerne. Børnene skal kunne udfordre sig selv og hinanden ved at hele tiden at undre sig og overveje, hvordan vi søger løsninger og svar sammen.

Dette udfordrer og kræver, at pædagoger er omstillingsparate. Hvis indholdet hele tiden ændre retning og følger det eksperimenterende, så kræver det at vi, som pædagoger, kan sætte rammer op som er meget faste og tydelige. Vi skal sikre at alle føler, at de bliver hørt og oplever, at de er en del af et fællesskab, hvor deres input har en betydning.

For mig handler digital dannelse om, at vi oplever at være en del af et større fællesskab, hvor vi både kan modtage noget og bidrage med noget. Vi tager stilling til og undre os over, hvad andre bidrager med, og vi har tanker og overvejelser bag hvad vi deler.

Gennem det eksperimenterende danner vi meninger og holdninger og skaber et syn på livet, som passer til os. Dette gør vi som (børne)gruppe og som individ. Vi er med til at forme/danne hinanden og hinandens meninger.

I daginstitutionen lærer børn at være sammen med mange mennesker og være en del af et fællesskab. De lærer hvordan de sociale regler er, og hvad der forventes af dem i forskellige sammenhæng. De har læringsmål, som skal nås, men de lærer det hele igennem mange forskellige læringsstile.

Når vi skal lærer noget om billedkunst, så går vi på nettet for at hente inspiration, vi skriver brev til forældrene, vi går i skoven for at hente materialer, vi går en trekantet tur med Endomondo, vi bygger med vores hænder, vi tager billeder og filmer det, vi deler det på nettet og vi laver en udstilling for vores forældre. Denne proces tog 4 dage af 2 timer.

Hvis vi overførte den proces til skolen, ville vi kunne sætte hak ved både dansk (forældrebrev), idræt (tur i skoven hvor vi kravlede i gennem krat og over træstubbe), it (hente ideer, Endomondo, dele billeder og film), matematik (former og størrelsesforhold) billedkunst (bygge).

Det var børnenes egne ideer og kreative proces, der kom frem til både indhold og resultat. Alle børn følte et ejerskab og en stolthed ved det færdige produkt, men det var processen, der havde været med til at skabe den dannelse og læring, der lå for hvert enkelt barn og for gruppen som fællesskab. De oplevede igennem en fælles dannelsesproces, at de kunne skabe noget, som havde indhold og betydning. Dette er færdigheder, de kan tage med sig resten af livet, og som vil være med til at forme og danne dem.

Fremtiden forventer at børn selv kan skabe, eksperimentere og søge løsninger i alle de jobs, som ikke findes endnu. Derfor er det ikke vigtigt, hvad de lærer, men hvordan de lærer, og hvordan de lærer selv kunne finde løsninger på deres opgaver. Vi kan ikke danne børnene, men vi kan forhåbentlig være med til at bidrage med input til deres dannelsesproces. Det er op til børnene selv at vælge og sortere i, hvad de mener har værdi for dem og deres liv.

Hvis børnene begynder at kede sig, ikke være deltagende eller stille hvorfor-spørgsmålet, som Mikkel Lykkeberg Kiil nævner, så er det fordi, de ikke er inddraget nok i deres egen proces og ikke føler ejerskab, og så må vi tilpasse indholdet. Så skal børnene og deres spørgsmål mere på banen og pædagogens opgave skal tilbage til at fokusere på den røde tråd, hvor de sætter tydelige og faste rammer og sætter fokus på dannelsen.

Hvis skolen, med den nye skolereform, kunne komme på kursus i en børnehave, kunne de måske lære, hvad man i mange år har gjort for at inddrage flere forskellige læringsstile, læringsmål og ikke mindst dannelse, der tager udgangspunkt i det enkelte barn.

Alle under en eksperimenterende paraply der lærer børnene at tage medansvar i deres egen læring. Den giver dem et formål med, hvorfor de skal blive ved med at lære, undre og danne sig resten af livet.

Jeg oplever, at vi har to forskellige syn på dannelse i det danske samfund, som ikke snakker sammen eller lærer af hinanden. Det ene er daginstitutionernes, og det andet er skolernes. Det er forskellige syn på læring og dannelse, som gør, at det er svært at overfører den gode erfaring fra den ene til den anden. Det er to forskellige verdener, som kun har den forbindelse, at børnene skal gå fra den ene til den anden. Der er for meget snak om faggrupper og for lidt snak om hvad vi kan gøre for at finde en fælles sti igennem et helt dannelsesliv.

Tænk hvis vi kunne lære af hinanden og dermed få et mere sammenhængende syn på dannelse igennem hele livet. Tænk hvis dannelse betød, at man selv havde indflydelse på sin egen læring og udvikling.

Dannelse være en livsproces, hvor vi hele tiden udvikler os og skaber nye tanker og spørgsmål.

Fremtid er der ingen af os, der kan spå om, men hvad vi med garanti kan sige er, at den vil ændre og udvikle sig, også i forhold til hvordan både job og samfund vil være fremover. Vi skal være verdensborgere, som kan omstille os og være parate til jobs som ikke findes i dag, og som vi ikke kender til.

3 tanker om "Hvis skolen gik i børnehave"

  1. Det er netop, når børn er inddraget og i proces at de får rum og mulighed for at stille sig spørgende til hvad de laver, hvad meningen er med det og hvorfor. Når mennesker stillet spørgsmål ved deres omverden er den både inddragende og en del af dem. Når børn roder i jorden, vender noget på hovedet, tegner og skaber, deltager i lege og samvær er det ikke for at være deltagende i en dannelsesproces. Så er det fordi det er dannelsesprocesser, som for barnet skaber mening og tillægger verden betydning, samt udvikler sig i samvær og fællesskab med andre individer. Ordet hvorfor handler om at være undersøgende, opsøgende og omfavnene. Det er indenfor det rum, hvor barnets, elevens og den studerendes hvorfor får rum og mulighed for at udvikle sig, at vi skal skabe og tilrettelægge pædagogik, skole og uddannelse.

  2. Spændende tanker om forskellene mellem opfattelsen af dannelses-begrebet i daginstitution- og skolekulturen. Jeg har observeret noget af det samme, men du udtrykker det klart her. Min oplevelse er imidlertid at skolereformen har gjort at pædagogerne som fagpersoner står stærkere i indskolingen end før. Hermed bliver den pædagogisk-faglige tilgang til dannelse styrket, i hvert fald på dette område. Men det forudsætter et stærkt tværprofessionelt samarbejde og – ikke mindst – en vilje til forandring.

  3. Din skelnen mellem dannelse i daginstitutioner og i skoler må referere til oplevelser, du har haft. Det viser, hvor forskelligt institutioner og skoler forstår og arbejder med dannelse. Jeg er fra skoleverdenen og vores skole og jeg er på linje med den måde du forstår dannelse.
    Alle er stort set enige, når det handler om at definere dannelse. Uenigheden opstår, når vi skal finde ud af, hvordan vi arbejder med børns dannelse, og når vi skal prioritere en indsats for at danne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *