Folkeskolen – dannelsens kampplads

Indlægget er skrevet af Lasse Reichstein, skoleleder Hellerup Skole

Vi har et dannelsesproblem i Danmark, når det er blevet stuerent at ringeagte og mistro andre mennesker pga. holdninger, tilknytning til arbejdsmarkedet, religion og kultur. Vi har i den grad brug for at skrue op for dialogen om dannelse og skrue op for det systematiske og målrettede arbejde med dannelse i folkeskolen.

Som Charlotte Birk Bruun beskriver i sin blog, er dannelse blevet det nye sort, eller rettere, at tale om dannelse er blevet det nye sort. Vi danner os i vores specifikke kontekst, og jeg formoder, at den største del af dannelsen sker uplanlagt og uden, at nogen har haft en dannende hensigt. Vi dannes i vores relationer, vi dannes i mødet med vores omgivelser og vi dannes, fordi vores hjerne udvikler sig. Der er mange gode eksempler på definitioner af dannelse i de andre indlæg.

De vigtigste årsager til, at vi på skoleområdet i stigende grad er blevet optaget af dannelse, opstod i 2013, nemlig lockout, Lov 409 og Folkeskolereformen. Det var den mindst dannede og mest fremmedgørende, arrogante og uigennemtænkte måde at lave en skolereform på. Det har betydet, at stort set alt, der kan forbindes med reformen, for mange lærere er dårligt, uanset kvaliteten eller hensigten.

Men da vi begyndte at tale om dannelse, sker der noget magisk! Det tændte en glød i vores gamle lærerhjerter, fordi initiativet er ikke politisk, men måske snarere en reaktion mod de politikere, der lukkede lærerne ude fra deres arbejdsplads, fratog dem en måneds løn og pension, og som ændrede deres arbejdsvilkår mærkbart. Dannelse blev våbnet i kampen mod New Public Management, reform, og det som af nogle beskrives som et paradigmeskifte fra undervisning til læring, som skolens kerneopgave.

Med dannelseskortet på hånden trumfer man forskningsbaseret viden om undervisning og læring, man trumfer brugen af data, fordi det påstås, at dannelse ikke kan måles og vejes og man trumfer al snak om læringsmålstyret undervisning. Dannelse er noget ædelt og fint, og når både Kierkegaard og Grundtvig hives ned af boghylden, ved ethvert dannet menneske, at nu skal man sige ja og ammen, eller i det mindste holde mund, så ens manglende dannelse ikke blottes. Talte Søren og Nikolai Frederik Severin måske nogensinde om synlig læring, brug af data eller feedback? Nej vel!

Men skolen skal ikke være slagmarken for kampen mellem de to fløje Stefan Hermann kalder ”den pædagogisk konservative” og ”den politisk administrative”. Skolen skal både danne og uddanne. Vores elever skal blive til både noget og nogen. Det sker bedst med en pragmatisk tilgang, hvor vi ikke vælger en fløj, men gør os umage med at arbejde systematisk med dannelsen på samme måde, som vi arbejder med skolens fag og elevernes kompetencer.

Pernille Geiker Howard har i sin blog en god beskrivelse af arbejdet med digital dannelse i børnehaven, og der er ikke den store forskel på dannelse på daginstitutionsområdet og i skolen, som Pernille ellers har fået indtryk af. Jeg genkender hendes forståelse af dannelse fra skolen. Det er i daginstitutionerne, at det professionelle arbejde med dannelsen begynder, og vi skal i dialog om, hvad vi kan lære af hinanden og om hvordan vi skaber en god overgang for børnene.

På vores skole er vi begyndt på arbejdet med at forandre dannelse fra noget, der er summen af alle vores individuelle indsatser og forståelser, og til at være et begreb, vi drøfter, forholder os til og arbejder med i et forpligtende fællesskab mellem de professionelle, eleverne og forældrene. Det kræver mange dialoger med alle tre parter, og også insisteren på, at vi ikke er en vidensfabrik, men en skole.

Svend Thorhauge skriver at tillid er kittet, der får samfundet til at hænge sammen. Det samme gælder på skolen. Elever, der har tillid til, at de voksne vil dem noget godt, deltager men lyst til at lære, mod til at lave fejl og villighed til at hjælpe andre. Professionelle, der har tillid til, at forældre vil deres børn det bedste, forældre, der har tillid til, at skolen vil gøre deres bedste for at udvikle deres børn. Tillid er et eksempel på, hvordan vi arbejder med dannelse. Vi viser tillid i overmål til vores elever, og vi får tillid tilbage. Vi tror på, at vi kan lære dem at være selvhjulpne, og at de lærer af deres fejl, når de ikke lever op til vores tillid.

Der er mange andre eksempler på, hvordan skolen arbejder systematisk med dannelse. Det drejer sig fx om hele trivselsarbejdet, respekten for hinanden, evnen til at forstå andres perspektiv, værdsættelse af forskellighed. Det drejer sig om at skabe en nysgerrig og undersøgende tilgang til at lære. Det drejer sig om kildekritik, viden om vores verden og faciliterede, demokratiske drøftelser blandt eleverne. Det drejer sig om at lære at skelne mellem fakta og holdninger og meget, meget andet.

”Hvis du bruger data til at analysere og informere din praksis, så har du helt sikkert misset pointen med skolen”, skriver Micki Sunesen i sin jobannonce. Min påstand er den stik modsatte. Hvis vi ikke begynder at bruge data til at følge elevernes dannelse, tager vi ikke vores opgave alvorligt. Når elevernes dannelse er en vigtig del af folkeskolens opgave, giver det rigtig god mening at undersøge om vi lykkes med det, mens vi endnu er i gang med og har mulighed for at arbejde videre med deres dannelse. Det skal fx i samtaler med elever, når vi observerer læring og leg, i National Trivselsmåling og i gruppeinterview. I den forståelse er data både kvantitativ og kvalitativ, og helt sikkert en værdifuldt udgangspunkt for at stille de rigtige spørgsmål til, hvordan det står til med dannelsen, og hvad vi gør fremadrettet for at danne vores elever.

Mennesker dannes uanset, hvad vi gør, men skal de dannes som beskrevet i Folkeskolens Formålsparagraf og med gode medmenneskelige, ligeværdige, kritiske og demokratiske værdier, skal vi glemme dogmerne og fronterne. Ærligt talt, det bidrager ikke med noget, og det inspirerer slet ikke til vores vigtige arbejde med dannelsesaspektet.

En tanke om "Folkeskolen – dannelsens kampplads"

  1. Tak for dit indspark i debatten Lasse. Eller måske vil jeg hellere bruge ordet dialogen. Vi skal tænke over hvilke ord vi bruger. Der er brug for dialog. Debat har der været så rigelig af.

    Hvis vi skal have etableret en fornuftig dialog, så tror jeg, at vi er nødt til at kigge lidt på de ord vi bruger. Du taler om dannelse som et våben, en trumf og som noget der bliver benyttet i en fløjkrig. Dannelse er ingen af disse ting. Vi har ikke dannelse på den ene side og data på den anden side. Vi har heller ikke dannelse på den ene side og færdigheder/viden/kompetencer på den anden side. Det er falske modsætninger. Dannelse er et OGSÅ. Dannelse er OGSÅ færdigheder, viden, kompetencer, data osv.

    Problemet er egentlig omvendt. Data, færdigheder, viden, kompetencer er ikke et OGSÅ, de er et KAN VÆRE. Dvs de kan godt være en del af dannelsen, men er det ikke nødvendigvis.

    Jeg forestiller mig ikke at man kan have dannelse uden de andre ting, men jeg kan sagtens forestille mig, at vi kan have de andre ting uden dannelse.

    I stedet for at tage afsæt i data, læringsmål og NT (som de tre nationale mål gør), så bør vi tage afsæt i dannelse (i skolen er det formålsparagraffen), og derfra se på observationer, (spørgs)mål og evaluering.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *