Hvem er mest dannet?

Indlægget er skrevet af Lis Lak Risager

Før jeg begyndte på dette indlæg skrålæste jeg mig ned gennem rækken af fine indlæg fra de mange – meget forskellige – forfattere om begrebet dannelse her på bloggen. Fine tekster, der hver især bærer præg af den position, de er skrevet fra. Jeg er glad for at jeg påtog mig opgaven med at skrive et indlæg, for det har givet mig muligheden for at opholde mig ved begrebet dannelse, der, som Lasse Reichstein skriver i sit indlæg af 18/4/17, er blevet ”det nye sort”. Noget, man hører alle steder og ved, er vigtigt, ikke lige når at få tænkt nærmere over, men langsomt bliver lidt træt af at høre om. Selvom man ikke altid hører ordentligt efter. At blogge er for mig at høre ordentligt efter.

Jeg er glad for pædagog Pernille Geiker Howards indlæg ”Hvis skolen gik i børnehave” fra 10/4/17, hvor hun deler fine praksiseksempler fra sit daglige arbejde med dannelse i børnehaven Nyrup. Hun beskriver, hvordan hun lærer børnene at forholde sig eksperimenterende og legende, at skabe nyt. Ved overgangen til skolen ændres synet på dannelse, oplever hun, på en måde, så en del af hendes arbejde løber ud i sandet. Fokus ændres fra læring som udviklende i sig selv, til at handle om det indholdsmæssige; stoffet, der skal tilegnes. Howard rejser spørgsmålet, om dette radikale skift er hensigtsmæssigt, set i lyset af, hvilke kompetencer fremtidens arbejdsmarked efterspørger:

Fremtiden forventer at børn selv kan skabe, eksperimentere og søge løsninger i alle de jobs, som ikke findes endnu. Derfor er det ikke vigtigt, hvad de lærer, men hvordan de lærer, og hvordan de lærer selv kunne finde løsninger på deres opgaver. (Pernille Geiker Howard, ”Hvis skolen gik i børnehave” 10/04/17, denne blog.)

På fremtidens arbejdsmarked er det ikke nok at kunne betjene en maskine. Man skal kunne tænke nyt og løse problemer. Det medfører nye krav til uddannelse og påvirker dannelses-idealet.

Dannelse er for hende at lære at lære og det går, for hende at se, forud for at tale om indhold. Indholdet er sekundært. Interessant standpunkt.

Sofie Karsten Nielsen (R), som er MF og uddannelsesordfører har skrevet indlægget ”Dannelse som kritisk tænkning”, 2/4/17, som også er godt. Som politiker er hun fjernere fra den daglige praksis og udtaler sig følgende mere generelt om temaet. Hun opstiller det, jeg ser som et tredelt dannelsesbegreb:

For mig knytter dannelse sig til en fortrolighed med sig selv og de sammenhænge man er en del af. Det er væsentligt at vide, hvad man er rundet af, men samtidig er det mindst lige så vigtigt, at vi ikke bare er i stand til at forstå og analysere; vi skal også have muligheden for at sætte os selv på spil, engagere os og bidrage til forandring. Sofie Karsten Nielsen, ”Dannelse som kritisk tænkning”, 2/4/17, denne blog.

Flot formulering. Når Nielsen taler om at vide, ”hvad man er rundet af”, forstår jeg det som et udtryk for det klassiske dannelsesbegreb, og med det mener jeg det fag-faglige indhold; helt overordnet historie, sprog, samfundsvidenskab, naturvidenskab, kunst. Det er det første trin. Det handler dog ikke bare om at kende til disse grundlæggende fagområder og lære ting udenad. Det handler også om – og det er det andet trin – at kunne ”forstå og analysere” på baggrund af denne viden. Hertil kommer så for mig at se et tredje trin, som hun skriver er ”mindst lige så vigtigt”, nemlig at kunne ”sætte os selv på spil, engagere os og bidrage til forandring. ”

Når noget er ”mindst lige så vigtigt som”, er det måske endda ”lidt vigtigere end”. Derfor læser jeg det sådan, at de to skribenter lander nogenlunde det samme sted, om end den klassiske dannelse – indholdet – fylder mere hos Nielsen end hos Howard.

Fælles for dem er, at de i forhold til dannelse fremhæver evnen til at bidrage med noget nyt, til problemløsning. Jeg synes, det ligger lige til højrebenet her at inddrage Lotte Darsøs begreb innovationskompetence, som hun definerer som ”evnen til at skabe innovation ved at navigere effektivt i samspil med andre i komplekse sammenhænge. ” (Darsø, 2011) Darsøs pointe er netop at den, der vil navigere effektivt i komplekse sammenhænge er nødt til både at have en solid faglig viden og kunne analysere. Derudover må man kunne anvende sin viden kreativt og indgå i sammenhænge med andre – gerne folk, der kan noget andet og tænker anderledes end én selv – for at skabe optimale løsninger. Jeg har ikke tænkt på det før, men faktisk er det et dannelsesideal, Darsø opstiller her. Hele Darsøs projekt som forsker handler om at forene de to dimensioner – de faglige og de personlige kompetencer – i innovative processer. Det er ikke så let, for innovationskompetence skal ”fremelskes”, skriver hun. Den kommer ikke på kommando. Hun vil være fuldstændig enig med Howard i, at innovation fylder for lidt i vores uddannelsessystem i dag.

Howard og Nielsen er altså – i min læsning –  i en vis grad fælles om et dannelsesbegreb, hvor tyngden af den formelle uddannelse mindskes til fordel for evnen til at kunne tænke innovativt og skabe løsninger. Det vil sige, at niveauet af dannelse ikke er afhængigt af uddannelsesniveau, men i højere grad er knyttet til nogle personlige kompetencer. Styrken af disse personlige kompetencer må stå deres prøve i praksis, tænker jeg, for det er jo her, problemerne skal løses. Det er derfor i forhold til løsningen af arbejdslivets og hverdagens opgaver, man kan se, om mennesket er dannet. Det må gælde uanset om man er pædagog eller politiker, buschauffør eller gymnasielærer.

Selv kommer jeg fra UC-verdenen, hvor jeg underviser i kommunikation og projektledelse inden for sundhedsfremme. Det er min position og herfra, jeg ser verden. Inden for sundhedsfremme taler vi om, at alle skal have lige mulighed for at træffe de sunde valg, så høj som lav kan leve lige længe og være lige raske, hvilket desværre ikke er tilfældet i dag. Vi er med andre ord meget optagede af lighed. Jeg kan følgelig godt lide tanken om, at dannelse handler om, hvor gode vi hver især er til at være med til at drive samfundet i den rigtige retning, uanset hvilken plads, vi befinder os på. Jeg er bare usikker på, hvorvidt eliten vil give afkald på positionen som ”mest dannede”.

Litteratur: Darsø, Lotte: ”Innovationspædagogik – kunsten at fremelske innovationskompetence”, Forlaget Samfundslitteratur (2011)

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *