Professionel med stort M søges…

Dette indlæg er skrevet af Micki Sonne Kaa Sunesen, Ph.d.

Når Brian Degn Mårtensson skriver, at det er svært at sige, hvad dannelse i grunden går ud på (se tidligere blogindlæg her på bloggen), så vil jeg tro, at han deler opfattelse med rigtig mange, især mennesker, som ikke bruger store dele af deres tid i hverdagen på at læse bøger eller deltage i debatter om emnet. I Mårtenssons indlæg forsøger han at indkredse og udfolde aspekter af dannelsesbegrebets betydning og formidler den forståelse, at dannelse er selve den proces, hvor menneskelivet udfolder sig eksistentielt og af den grund ikke er blød og ufaglig, ikke kan reduceres til statisk observerbare erhvervskompetencer, ikke er målbar og ikke kan kontrolleres. Når Mårtensson på den måde udpeger, hvad dannelse ikke er, og man i samme bevægelse lader sit blik løbe henover de skole- og dagtilbudspolitiske fagområder, så skærer gnisterne fra de tunge sværdslag næsten i øjnene. Igennem de gule og grønne pletter, som danser vildt for øjnene, aner man konturerne af en profession og en professionsforståelse under hastig forandring og faglig afmontering.

Hvor dannelsesbegrebet i mange sammenhænge sættes i forbindelse med børn og skole, vil jeg i dette indlæg gøre en bevægelse i en anden retning. Jeg har brugt lidt tid foran computerskærmen og kigget på jobopslag på Jobindex og også været inde på tre kommuners hjemmesider for der at hente stof til eftertanke, så jeg kunne skrive dette indlæg. Jeg har kigget efter, hvad arbejdsgivere efterlyser hos deres kommende ansatte på de pædagogiske områder; som lærer, som pædagog, som konsulent, som skoleleder – og også som underviser på professionsskoler. Hvad opstilles her som tidssvarende, relevante kvalifikationer og egenskaber? Hvorfor har jeg gjort det? Jo, det har jeg gjort ud fra en forestilling om at tidens pædagogiske strømninger i komprimeret form netop er at finde i det som ideelt efterlyses og ønskes. Formålet med indlægget er således at skrive op imod disse strømninger med et sprog og et begrebsapparat, som findes i dannelsesforestillinger – og derved spejle nogle af de udbredte strømninger (den herskende diskurs om man vil) om profession, professionsforståelse, skole, læring og dannelse.

Som et skriveteknisk greb til at spejle disse tidens strømninger vil jeg i det følgende skrive et jobopslag, hvor jeg skriver det modsatte af, hvad der efterlyses og ønskes. Jeg gør brug af et sprog, af termer og begreber, og jeg indtager holdninger, som jeg ikke støder på i jobopslagene? På den måde er det hensigten at gøre det tydeligere, hvad der netop nu er på færde på Jobindex og i de kommunale jobopslag, som komprimeret udtryk for, hvordan ”tiden” taler, tænker, føler og udtrykker sig om pædagogik – og dermed også om dannelse.

Hold fast, nu kommer det:

Kære oplyste menneske,

Da en af vores autonome og frigjorte lærere skal på barsel, søger vi en ny kollega fra 1. april til 31. marts 2018. I det følgende vil vi med stor eftertænksomhed beskrive, hvad vi ønsker os af vores kommende kollega.

Der er for det første ingen øvre grænse for, hvor meget du skal kunne tænke selv. Vi sætter overordentlig stor pris på netop denne evne til at, med afsæt i selvstændig og oplyst tankevirksomhed, forholde sig kritisk til alt det, som kommer væltende fra kommunen. Vi forestiller os, at du med afsæt i din uddannelse i nogen udstrækning formår at udvælge relevant fagligt indhold – og også med basis i noget der hedder didaktik kan planlægge, udføre og evaluere din egen og andres praksis. For vores skyld behøver du ikke bruge din tid på at analysere spørgeskemaundersøgelser eller dele din viden i vidensdatabaser. Vi forstår nemlig slet ikke viden, som noget, der kan deles på denne måde – og i øvrigt har vi kun 1 computer på skolen. Den står på biblioteket og bliver brugt med omhu og kritisk eftertanke. Til gengæld har vi adgang til skov, strand og by, som vi i al slags vejr bruger en masse tid på at være i – kun båret af formål, ikke ret målstyret. Lige i forhold til dette er vi også selv i tvivl, om vi gør noget ulovligt, men vi kan simpelthen ikke få et forståeligt svar på, om vi skal arbejde målstyret – eller om det mest er noget, vi kan vælge at gøre, hvis vi synes. Vi lover at have fået styr på dette inden jobsamtalen, hvis undervisningsministeriet ellers gider tage telefonen, når vi ringer – eller i det mindste lægge dokumenterne tilbage på EMU.

Hvis du bruger data til at analysere og informere din praksis, så har du helt sikkert misset pointen med skolen – og bør stoppe dig selv ret hurtigt. Vi gentager ”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati”. Det er ikke noget, vi selv har fundet på; det står sort på hvidt i Folkeskolelovens §1 stk. 3. Vi er med på, at det ikke er et skriftsted, som ligefrem slides op for tiden, men prøv om du kan finde det, så taler vi om det med levende ord til samtalen. Ja: levende ord, sagde vi. Du kan overveje, hvad det betyder for dig.

Hvis du også er introvert, så er dette helt sikkert stedet for dig. Vi føler ikke et behov for hverken at snakke eller være sammen hele tiden. Faktisk så er vi glade for den tid, som vi kan få helt alene uden at nødvendigvis skulle på kursus eller deltage i kommunale workshops faciliteret af proceskonsulenten, som sætter en ære i at aldrig levere et reelt indhold, men kun stille metarefleksive spørgsmål. Hvis vi endelig skal være sammen, så er det gerne centreret omkring morgensang, et nøje udvalgt fagligt indhold eller kritisk drøftelse. Derfor: hvis du kender til højskolesangbogen, har et personligt forhold til dit fag og din profession og nærer brændende ønsker om at deltage aktivt i forskelligartede virksomhedsformer – og derfra udvikle fællesskabets måde at være fællesskab på, så står du længere fremme i køen end dem, som med papegøjesprog gentager det, som John Hattie siger.

Udover en dyb indsigt i fagene dansk, historie og samfundsfag, så er du eksistentielt orienteret – og overvejer ind imellem om Camus virkelig kan have ret i at selvmordet er en reel løsning på livets absurditet. Okay, det behøver ikke nødvendigvis være lige Camus, du er optaget af, men hvis du formår at optræde myndigt, og med ordets skabende kraft kan generere fortællinger om liv og død, så eleverne mærker blodet suse i deres kroppe, tankerne svirre i deres hoveder og hjerterne banke i deres bryst, så er du allerede halvvejs til jobsamtalen. Dette er vores måde at sige, at du som vores kommende kollega er mere optaget af, hvad du og eleverne er sammen om – end du er optaget af, hvor meget du kan banke ind i bøtten på dem på den mest effektive forskningsbaserede måde. Faktisk bruger du ikke forskning til at fortage denne selvafmontering og til at diktere, hvordan du skal udføre dit professionelle virke. Du bruger forskning på samme måde, som du bruger al anden litteratur: som livsperspektiver – bidrag som er mere præcise end fiktion, men ikke meget. Vi er os smerteligt bevidste om, at vi på den måde i praksis nok aldrig kommer til at gøre det, der med sikkerhed virker. På den anden side, så behøver vi ikke denne viden for at forstå dannelsesprocesserne; det siger Steen Nepper Larsen. Han er vores mand, ham lytter vi til. Thomas Aastrup Rømer lytter vi også til indimellem, når han ikke er for skinger.

Positiv psykologi, coaching og systemteori; det forsøger vi at undgå. Vi ser det som noget historieløst og som noget tidsligt u-forankret vås. Det er ikke os alle, der helt ved, hvorfor vi har denne holdning, men det føles godt at være sammen om noget. Netop følelserne og fællesskabet – det er vigtige værdier for os. Under frihed og under ansvar, under pligt og med grundlovsfæstede rettigheder former vi os selv og vores eget professionelle kollektiv. Fortællingen, det talte ord, bærer den røde tråd i denne formgivende læreproces og er i øvrigt eneste synlige tegn på, at livet leves både forlæns og baglæns. Alt det der med at læring skulle være synlig, det orker vi stort set ikke at høre mere på.

Frigjort og autonom-, et oplyst og myndigt handlende subjekt, ansvarsbevidst og kritisk – er alle dyder. Men du er først og fremmest menneske. Derfor søger vi en professionel med stort M.

Vi glæder os til at modtage og til at læse din ansøgning. Send din ansøgning til os med brev.

Mange hilsner

Ansættelsesudvalget.

At blive til nogen

Indlægget er skrevet af: Brian Degn Mårtensson, Ph.d. fellow,Aarhus Universitet

Det er svært at sige, hvad dannelse i grunden går ud på. Selve ordet ”dannelse” betegner blot processen, hvor noget eller nogen dannes eller bliver til. Fx kan man sige, at et bjerg dannes af jordskorpens bevægelser, vind og vejr. En keramiker danner en vase med sine hænder. Et højtryk dannes som svar på et lavtryk.

Når mennesker bliver til som noget andet og mere end blot kød, knogler og elektriske impulser, bliver ordet dannelse på en måde brugt i mangel på bedre. På tysk taler man om ”bildung”, på svensk om ”bildning”, men et menneske bliver faktisk ikke ”bygget”, ”gjort” eller ”dannet” på helt samme vis som alt muligt andet. Alligevel rummer dannelsesbegrebet en æstetisk opmærksomhed, som er svær at undvære. Hvor ord som ”læring”, ”træning” eller ”opdragelse” ikke synes at indfange det myndige eller det eksistentielle ved et menneske, rummer dannelsesbegrebet trods alt en uafsluttethed, en åbenhed og en opmærksomhed på det særligt humane. I hvert fald i den brug af dannelsesbegrebet, der er blevet til som et resultat af dialogen mellem især engelsk, fransk og tysk oplysningsfilosofi. Jeg vil i det følgende forsøge at vise hvorfor.

Wilhelm von Humboldt

Hvis man i pædagogisk sammenhæng taler om dannelse som noget afgørende, har man allerede afgrænset sig fra en række strømninger i den uddannelsespolitiske debat. Eksempelvis har man implicit fortalt, at mennesket ikke blot er et sæt af molekylære forbindelser, men et særligt væsen, iboende en ånd og omfattet af et særligt værd. Man har også tilkendegjort, at mennesket derfor bør betragtes som eksistentielt frit, og derfor ikke alene kan være et middel for andre. Skolen kan derfor ikke være rå teknik, og kan ikke databaseres. Der skal mere til.

Især i den tyskinspirerede filosofi har man tænkt en del videre om dannelsesbegrebet, særligt ambitiøst i romantikken. Her rettede man en kritik af den overdrevne rationalisme, den gryende industrialisme og alskens teknificering af det pædagogiske møde. Man spurgte: Hvad er et menneske? Hvordan oplever vi verden? Hvad er tilværelsen for en størrelse? Hvad skal vi med hinanden? Herbart, Herder, Humboldt, Kierkegaard og Grundtvig er eksempler på tænkere, der på forskellig vis har bidraget til en mangfoldig debat herom.

I en sådan dannelseshorisont kan man til en start sige, at mennesket synes at komme til verden uden en – for videnskaben – klart observerbar mening eller forudbestemmelse. Oplysningsfilosofferne lærte os, at vi nødvendigvis er en del af en menneskehed, og at vi må og skal opøve indsigt og mod til at handle myndigt i verden med andre myndige mennesker. Men for hvad? Og hvorfor? Og Hvordan? Og, naturligvis: Fra hvilket afsæt?

I grunden kan livet betragtes som værende meningsløst. Vi bliver født, møder nogle problemer og nogle glæder, og så dør vi til slut. Bum! Færdig! Det hele gør ikke den store forskel, hvis man ser nøgternt på sagen. Først når vi begynder at postulere tilstedeværelsen af et særligt værd i ethvert menneske, kan vi begynde at tale om tilværelsen som noget, der kan tillægges en mening og en afgørende etisk betydning. Pludselig kommer skønheden, glæden, savnet og livet til sin ret, og alt – fx kunst, videnskab, tro og natur – antager helt andre former. Hvis vi – uden empirisk begrundelse – beslutter, at livet, verden, mennesket og menneskeheden har et umisteligt værd, bliver det hele alvor, og først der! Til gengæld indebærer dette valg en række afledte konsekvenser, som i pædagogisk sammenhæng nærmest er uoverskuelige. Hvis ethvert menneske – alene i kraft af at være menneske – har et absolut og umisteligt værd, kan vi ikke opdrage andre til at blive noget bestemt af hensyn til os selv, for derved har vi sat os selv over dem, vi vil opdrage – og det kan vi ikke. Vi kan heller ikke undlade at opdrage og undervise, da vi derved fratager barnet muligheden for at vælge sit eget liv på kvalificeret vis. Dog kan opdragelsen heller ikke sigte på en af os forestillet fremtid, da vi med en sådan vil underminere den opvoksende generations valg af eget liv.

N.F.S. Grundtvig og Søren Kierkegaard

Det, vi overordnet kan gøre, er at videregive værdifulde erfaringer, og opfordre den opvoksende generation til at vælge deres eget liv. Da hvert eneste medlem af menneskeheden jf. vores radikale beslutning har et umisteligt værd, må denne opfordring gælde alle, vi har myndighed til at opdrage, og derfor er vi moralsk tvunget til at opdrage disse til at udvise respekt for andre menneskers integritet og rettigheder. Det er alt sammen logisk nok, men det bliver et ikke nemmere af.

Det sværeste er nok at udvælge, hvilke erfaringer, der er værdifulde. For hvad skal vi dog vælge? Vi kan ikke genfortælle alt, hvad der er sket igennem historien, men ethvert valg er jo udtryk for en holdning, som vi pådutter de principielt myndige og uerstattelige mennesker uden samtykke. Dette problem kan ikke løses, og det har da også altid været kendt, at pædagogik må og skal anskues normativt. Det, vi som generation kan gøre, er at begrunde – og konstant kritisere – vores valg.

Så! Indtil videre er dannelse altså en proces, der beror på en beslutning om menneskets absolutte værd, og en ydmyghed overfor det at skulle opdrage andre. Nu skal vi se lidt på, hvad denne tilgang kan betyde i praksis.

  • Det dannede menneske skal kende til de faglige traditioner, der er blevet formuleret af de foregående generationer. Eksempler herpå er vores skolefag som fx matematik, geografi, dansk, historie, fysik osv. Dertil kommer håndværkstraditioner, faglige teknikker osv.
  • Afgørende er også kulturelle vaner for omgang med andre. Hvordan taler man sammen? Hvilke normer gælder i forskellige sammenhænge? Hvad er god opførsel i diverse fora?
  • Dannelse indebærer også en overordnet social og politisk forståelse. Hvordan agerer man i det offentlige politiske og civile samvær med andre? Hvordan tager man i praksis et medansvar for samlivet?
  • Dannelse skal bidrage til, at den enkelte bliver til nogen – et menneske med integritet.

Hverken skolefagene, de faglige traditioner, de kulturelle vaner eller de politiske normer er udtryk for objektive sandheder, men er alene et ærligt forsøg på at fortælle den opvoksende generation, hvad vi har gjort indtil nu.  Det bliver det ikke nødvendigvis rigtigt af, men andet kan vi ikke gøre. Afgørende er det, denne oplysning medfølges af en behjertet opfordring til at arbejde videre med disse erfaringer som frie og myndige mennesker. Dannelse er ved første øjekast en konservativ gerning i den forstand, at de eneste erfaringer, vi har er historiske, men det dannede menneske er ikke nødvendigvis låst til fortiden, snarere tværtimod: Det dannede menneske er i stand til at handle i en skiftende nutid på baggrund af fortidige erfaringer.

Herved har vi overordnet indkredset dannelsesbegrebet til at omhandle omsorgen for værdige, myndige mennesker i en overleveret kulturel sammenhæng. Fra denne indledende betragtning er det ikke muligt at etablere præcise handleanvisninger eller manualer, da dannelsestænkningen beror på en radikal, i grunden ubegrundet beslutning (at ethvert menneske har et absolut værd), og derfor i sidste ende må være at sammenligne med trosbaseret kærlighed til den ubestemte anden. Det er herfra nok lettere at sige, hvad dannelse ikke er:

  • Johann Herbart

    Dannelse kan ikke reduceres til lydighed, pli, takt og tone – eller fx god opførsel på sociale medier. Derimod må man faktisk forvente, at de dannede menneske handler oprørsk og rebelsk i mødet med uretfærdighed og umenneskelighed.

  • Dannelse er ikke lig med ”blød” eller ”ikke-faglig” pædagogik. Slet ikke! Dannelse forudsætter mere faglighed, flere færdigheder og mere viden end fx en målstyret kompetenceudvikling (der sigter på stramt struktureret kontrol). Det dannede mennesker ved en hel masse om alt muligt – fordi verden og livet er fantastisk, og viden herom anses som værdifuld i sig selv –, men skal blot selv vælge anvendelsen heraf.
  • Dannelse kan ikke reduceres til statistisk observerbare erhvervskompetencer. Sandt er det, at en bred almen dannelse er nyttig i mange erhvervssammenhænge, men det dannede menneske kan i princippet vælge aldrig at lade disse indgå i sammenhænge, der kan indfanges af diverse statistikker.
  • Dannelse kan ikke måles på kort sigt, og kan ikke kontrolleres direkte. Dannelse knytter sig til handlende menneskers valg og livskraft, og beror i sidste ende på en trosbaseret ytring om mennesket som elskeligt og værdigt. Ingen tabel kan indfange essensen af dette.

Kort fortalt håber jeg i ovenstående at have vist, hvorfor så mange teknokrater i nullerne og 10´erne har bekriget dannelsesbegrebet, der har vist sig helt uhåndterligt i forhold til etableringen af kontrol og evidens på skole- og uddannelsesområdet.

Dannelse finder sted i rummet mellem mennesker, mellem ordene og mellem tingenes vekselvirkning. Da det romantiske dannelsesbegreb beror på en radikal beslutning om livet og kærligheden, kan den dannelsesorienterede pædagogik bedst betragtes som en slags – altid ufuldstændig – livskunst. Som med god musik skal den berøre sjælen hinsides nodehæftets angivelser af rytmik, tonalitet osv. Som med stor billedkunst skal den forene sansningen med det usigelige og uhåndgribelige. Som med stor arkitektur skal den sige mere end konstruktionens bestanddele. Dette betyder ikke, at planlægning, teknik, orden og basal træning ikke er absolut nødvendig, når man fx holder skole. Tværtimod! Blot kan vi ikke begrænse samtalen til den slags, da dannelsesbegrebet starter og slutter med i det uhåndgribelige rum mellem os, tingene og verden. I rummet uden udstrækning og med uendelig masse. Der, hvor alting begynder, selv hele universet, hvis man skal tro naturvidenskaben. Der, hvor vi ikke skal forklare, men acceptere eksisteren! Derfra skal vi vælge livet, og på baggrund af dette valg skal vi handle i en verden med sol og varme, is og frost.

Man kan så spørge: Hvordan skal vi dog sikre, at vi fx har en god folkeskole, hvor en sådan mellem-ordene-dannelse finder sted? Hvordan skal vi kontrollere det? Det kan jeg ikke svare endegyldigt på, men først og fremmest bør man ansætte nogle dygtige lærere, og så lade dem tage sig af det. Den slags lærere, som har læst en masse bøger, set sig omkring og ellers smagt på livet. Derpå bør man hyre nogle ledere, der ved noget om skole – og som har læst og forstået formålsparagraffen i folkeskoleloven. Dette kan man desuden understøtte med en god læreruddannelse og et godt videnskabeligt miljø i øvrigt. Man kan også godt lave nogle eksaminer, hvor lærer og elev samtaler om fagenes indhold, men ellers må man stole på det enkelte menneskes evne og vilje til at beskytte civilisation, oplysning og demokrati. Hvad vi i så fald skulle gøre med de mange tusinde kontrol- og konsulentfunktioner, vi har opbygget, ved jeg ikke.

 

Dannelse i det aktuelle – et diskussionsforum

Velkommen til ‘Dannelse i det aktuelle – et diskussionsforum’

På denne blog vil forskellige personer med en holdning til, hvad dannelse betyder eller kan betyde i dag. Dermed er også sagt, at vi forestiller os, at dannelse er noget, der foregår i tid og rum – og noget der ændrer sig med tiden. Derfor er det nødvendigt til alle tider, at man forholder sig til, hvad dannelse betyder i ens egen tid ud fra de rammer og vilkår, der gælder for os netop nu.

Alle interesserede kan deltage med indlæg på bloggen. Det kræver blot, at man henvender sig og kan identificeres – blandt andet med en emailadresse. Man kan enten skrive en kommentar til denne velkomst, sende en email til 0905ove@gmail.com eller simpelthen skrive sig på listen her.

Første indlæg bliver skrevet af Brian Degn Mårtensson og vil dukke op i løbet af uge 7!